23948sdkhjf

Intet forlig om metro-underbetaling

Første sag om underbetaling på metrobyggeriet fortsætter i det fagretlige system
Dansk Byggeri og 3F har forgæves forsøgt at forlige den første sag om underbetaling på arbejdet med at anlægge Cityringen, den nye metroetape.

Sagen handler om den italienske entreprenørvirksomhed Trevi Group, der som underentreprenør for totalentreprenøren CMT anlægger metroens stationsskakte. Trevi har været i gang med arbejdet siden november.

3F BJMF har indledt en sag for underbetaling i forhold til dansk overenskomst.

Jesper Weihe, faglig sekretær i BJMF, oplyser, at parterne på et mæglingsmøde har forsøgt at forlige sagen uden held. Nu fortsætter sagen gennem det fagretlige system med fællesmøde og forberedelse til Arbejdsretten.

- Dansk Byggeri og Trevi tilbød at lukke sagen med et beløb, som vi imidlertid ikke mener er stort nok. Der skal være bedre overensstemmelse mellem forseelsens omfang og boden, siger han uden dog at ville oplyse, hvad fagforeningen har sagt nej til.

Ifølge Licitationens oplysninger havde BJMF krævet over en million kroner for at lukke sagen.

Konsulent i Dansk Byggeri Erling Olsen bekræfter, at der er afholdt et mæglingsmøde, hvor man har forsøgt at forlige sagen for at kunne koncentrere sig om det fremadrettede.

- Men derudover har jeg ingen kommentarer. Det er dårlig skik at udtale sig om løbende sager, siger Erling Olsen.

Han vil ikke bekræfte, at Trevi og Dansk Byggeri i kraft af det tilbudte forlig reelt har erkendt, at der er tale om underbetaling.

Italiensk niveau

Trevi har til arbejdet på den københavnske metro anvendt tre datterselskaber, som alle er indmeldt i Dansk Byggeri 18. april, hvorefter de automatisk blev omfattet af bygge- og anlægsoverenskomsten.

BJMF påstår imidlertid, at overenskomsten har været gældende lige fra Trevi begyndte arbejdet i november, idet Metroselskabet i sin kontrakt med CMT kræver arbejdet udført efter ILO-konvention 94, der sikrer vilkår som var det en dansk entreprenør.

- Vi har set lønsedler med grundbeløb pr. time helt ned til 64 kr., så for os er der ikke den mindste tvivl om, at firmaerne har fortsat på italiensk niveau efter at være kommet til Danmark. Det skal der naturligvis kompenseres for. Vi vil også hellere end gerne lukke sagen og få gang i et godt samarbejde, idet det jo er et foretagende, som skal være her fire-fem år, siger Jesper Weihe.

Licitationen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Trevi Denmarks HR-chef, Gitte Barfoed.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093