Hoffmann A/S holder skindet på næsen
Entreprenørselskabet Hoffmann A/S holder sig med sit halvårsresultat tæt på målsætningen om fokus på indtjening. Der opereres fortsat i et svært marked
Hoffmanns ordrebeholdning er faldet med godt 10 procent, hvilket i sig selv ikke er alarmerende, men en konsekvens af et marked med fortsat stærk priskonkurrence.
I øjeblikket ser vi meget varierende priser på de enkelte leverancer, og med et fortsat meget stort antal konkurser gælder det om at sikre sig samarbejdspartnere, som kan gennemføre entreprisen.
- Udbuddet af opgaver hvor entreprenørens ønskes involveret tidligt i processen er fortsat tilfredsstillende, hvilket gør at vi fortsætter vores strategi om at være den bedste partner for bygherrerne på denne type entrepriser, siger Torben Bjørk Nielsen.
Eksempler på dette er Rødovre Centrum, en partneringentreprise omhandlende yderligere udbygning af centeret med 14.200 kvm biograf, fitnesscenter og butiksareal. Projektets omsætning er på 193 mio. kr., fortæller han.
Ny rammeaftale
- Forsyningsselskabet SEAS/NVE er en ny rammeaftale, hvor vi fortsætter samarbejdet de kommende to-tre år med udskiftning af gadebelysning, nedlægning af nye elkabler og fibernet i Syd-, Midt-, og Vestsjælland, fortæller han.
Faktuelt har Hoffmann ombygget for Rødovre Centrum siden 2003 og samarbejdet med SEAS/NVE siden 2001. Det betegner Torben Bjørk Nielsen som et resultat af et involverende mangeårigt samarbejde, som løbende har udviklet sig.
Hoffmann A/S har i samarbejde med sin norske ejer Veidekke løbende arbejdet proaktivt med arbejdsmiljøet. Og i en årrække har danske Hoffmann faktisk været trendsætter for et godt arbejdsmiljø i Danmark, med et ulykkesgennemsnit, der lå langt under under landsgennemsnittet for branchen. Det billede har pludseligt ændret sig. Således er firmaets H-værdi (antal skader pr. 1 million arbejdstimer, red.) steget til 17 ulykker pr. million arbejdstimer (fire ulykker pr. million arbejdstimer forrige år, red.)
- Det er en voldsom stigning, men der er nok også en forklaring, idet vi må erkende, at den store fokus på sikkerhed også er årsag til at flere anmelder en mindre skade, som de ikke tidligere ville have anmeldt. Det er blevet OK at anmelde en skade, så vi tror at en del af forklaringen ligger her, men det er naturligvis en udvikling, vi følger nøje, siger han.
I lighed med sidste år gennemfører Hoffmann og Veidekke-koncernen en Helse, Miljø og Sikkerhedsuge i uge 37, med fokus på sikkerhed og risikoforståelse. Ligeledes afholdes en HMS dag i september, hvor firmaets håndværkere skal dyste om den danske HMSpris, og vinderholdet skal sidenhen kæmpe om den Skandinaviske HMS-pris.
Hård konkurrence
Torben Bjørk Nielsen kommenterer blandt andet også det hårde prispres, der fortsat ligger i bygge- og anlægssektoren:
- Nu har vi faktisk haft krise i flere år. Det er svært at forstå, at branchen endnu ikke helt har tilpasset sig et andet aktivitetsniveau, så priserne kan rette sig lidt. Der går stadig alt for mange virksomheder ned, blandt andet på grund af en priskonkurrence, der tvinger virksomheder i knæ, siger han.
Hoffmann har i sidste halvår har haft 12 samarbejdspartnere i form af underentreprenører og - leverandører, der er gået ned med deres virksomhed.
- Derfor har vi fortsat et meget skarpt fokus på de samarbejder vi indgår, siger han.