Når trykrør bliver en finurlighed
Martin Krogh koblede plast til stål og blev leverandør til sig selv
Martin Krogh er indehaver af virksomheden Marsø A/S i Fredericia, som har traditionelt smedearbejde på dagsordenen.
En af de store kunder er Marsø Plast A/S i Fredericia, hvor indehaveren i øvrigt også er Martin Krogh. Marsø Plast har specialiseret sig i plastforarbejdning til rør- og brøndløsninger.
Ofte er der behov for dæksler, rørføringer og andet fra Marsø-smedene, når Marsø Plast skal levere brønde i størrelser fra "Small" til "Large" med adskillige XXXer.
- Det er da praktisk, at vi kan være leverandør til os selv, når vi leverer løsninger til vand-, gas- og spildevandsindustrien. Så bliver det jo i huset. Og her er masser af plads, konstaterer Martin Krogh, som for halvandets års tid siden rykkede ind i 5.000 kvm bygninger behageligt tæt på Østjyske Motorvej sydvest for Fredericia.
Tidligere MTH-afdeling
Tidligere har MT Højgaard haft en stålafdeling, og senere rykkede et firma ind med mobilmaster, for efterfølgende at gå konkurs. Nu deler Marsø A/S og Marsø Plast A/S de rummelige faciliteter. Men der er også behov for godt med albuerum, når der håndteres pumpebrønde på 3,50 meter i diameter.
- Vi laver alle former for forarbejdning af PE- og PP-rør til forsyningsindustrien. Pumpebrønde, ventilbrønde, gennemløbsbrønde ja, alt i brønde og plastløsninger. Der er mest ved at lave finurlighederne. Når det bliver lidt svært og udfordrende. Vi laver også masser af svejsninger, og plastsvejsning er altså ingen videnskab. Når vi svejser rør, handler det jo bare om at køre løs, siger Martin Krogh.
Speciel opgave på Fyn
Alligevel betragter han det som lidt af et svendestykke, da Marsø Plast løb med en opgave på Fyn:
- Vi har meget arbejde over hele landet med svejse- og montageopgaver, typisk som underentreprenør for større entreprenørfirmaer eller pumpeleverandører. I 2012 fik vi tjansen med at svejse 70 km trykledning på Fyn. Selv om det "bare" var plastsvejsning, vil det altid stå som noget specielt for os. 70 km er altså noget af en ledning, fastslår Martin Krogh.
- Vi er kun få store plastsvejsefirmaer i Danmark. Hos Marsø Plast har vi selv maskiner til at svejse dimensioner fra 90 til 1200 mm. Kapacitetsmæssigt er vi førende. Hjemme på fabrikken laver vi brønde og de præfremstillede fittings, der hele tiden er brug for på opgaverne i felten, fortæller Martin Krogh.
Mar og Sø - Marsø
Plast- og stålmanden fra Fredericia er selv udlært smed. Han har selv hevet de tre første bogstaver ud af sit fornavn til firmanavnet Marsø. De to sidste tegner en tidligere makker sig for. Søren var med til at etablere smede- og montagefirmaet i Vejle i 1998. Siden skiltes de to makkeres veje, men virksomhedens navn forblev det samme.
- I 2006 startede jeg plastfirmaet. Det gik nu hurtigt lidt i sig selv igen, men i 2008 tog jeg fat igen med mere power. Selv om det var lige op til starten på finanskrisen, var det i virkeligheden nok et godt tidspunkt. Det var før, der var for mange af os på markedet, og derfor er vi blandt de store i dag, vurderer Martin Krogh.
I det daglige har han 18 mand i sving i værkstederne på Erritsø Møllebanke i Fredericia og på arbejdsstationerne, der flyttes rundt til opgaver.