Danva advarer mod regnvand i toiletter
Vandforsyninger kalder Hillerøds beslutning om regnvand til toiletskyl både forkert og unødvendig
Organisationen mener, at det både er en forkert og unødvendig beslutning, som kan have fatale konsekvenser, da sandsynligheden for sammenblanding af forurenet regnvand og drikkevand er alt for stor.
- Det er efter vores opfattelse en meget forkert beslutning, som er ganske unødvendig, når den tages på grund af mangel på grundvand. Det holder ikke, og det kan ikke retfærdiggøre, at der nu kommer regnvand ind husene, siger direktør for Danva, Carl-Emil Larsen.
Princip-brud
Ifølge direktøren er regnvandets indtog i bygninger et principielt brud på grundlæggende regler om at beskytte drikkevandet.
Og ifølge Danva kan det have dramatiske konsekvenser.
- Sammen med regnvand vil der følge mikroorganismer, som vi normalt ikke bryder os om at dele hus med. Der er desuden en reel risiko for, at der kan ske fejlkoblinger, så regnvand med patogene mikroorganismer kommer ud i ledningsnettet. Her vil de kunne overleve, fordi vi i Danmark ikke tilsætter klor til drikkevandet, lyder det fra Danva.
Direktør Carl-Emil Larsen kan godt forstå, et politikerne i Hillerød ønsker at spare på vandet og bruge regnvand til noget konstruktivt, men han mener ikke, at det skal ske ved gamble med drikkevandets kvalitet.
- Hvis de tekniske installationer er udført korrekt, er det bestemt muligt at holde to vandsystemer adskilt i husene, men det er på et meget usikkert grundlag, og det kan nemt gå galt. Hvis monteringen og vedligeholdelse kun klares af autoriserede vvsere, der kan udføre opgaverne ordentligt, skal det nok gå, men jeg frygter, at de nye huskøbere og gørdetselv-folk begynder at rode med rørene, og så kan det nemt gå helt galt, siger han.
Hvis regnvandet kommer ind i drikkevandsystemet kan det forurene hele systemet i huset, og det kan medføre sygdomme hos beboerne.
Afviser kritik
I Hillerød Kommune afviser formand for miljø- og teknikudvalget, Tue Tortzen (Enhl.), kritikken af beslutningen.
- Hvis Danvas logik holder, må man jo heller ikke have fjernvarme i huset, da der også her i ekstreme uheldige situationer kan ske en sammenblanding af systemer. Regnvand til skyl i toiletter praktiseres i stor grad i Tyskland og er et afprøvet system, og sandsynligheden for, at det kan gå galt, er minimal, siger Tue Tortzen.
Han forstår heller ikke Danvas manglende bekymring for grundvandets fremtid.
- Alle de pesticider, der igennem årene er blevet spredt i naturen, er jo begyndt at infiltrere grundvandet. Derfor burde alle da være interesseret i at spare på grundvandet, siger Tue Tortzen til Licitationen.
Han tilføjer, at brugen af regnvand i eksempelvis vaskemaskiner vil fjerne problemet med kalk og betyder mindre brug af vaskepulver.
Den nye beslutning i Hillerød er en del af en større beslutning i Hillerød Kommune om at holde regnvandet ude af de offentlige systemer.
Dette giver planloven mulighed for, og det vil betyde store ændringer for de kommende nye byggerier og ejere i Hillerød.