Fagfolk på tur i nye modulboliger
Mårslet ved Aarhus får nye almene boliger bygget efter Almen Bolig+-princippet. Leverandøren Scandi Byg havde for nylig inviteret potentielle fremtidige samarbejdspartnere og fagfolk til en inspektion på byggeriet
Kvalitet i materialevalg, afslutninger og byggekoncept var vurderinger, der gik igen og igen, mens potentielt fremtidige samarbejdspartnere for Scandi Byg de seneste dage efter invitation har fået lov at nærstudere seneste skud på stammen: Østjysk Boligs nye afdeling med 65 Almenbolig+-boliger i fire størrelser på en naturskøn bakketop i Mårslet syd for Aarhus.
Familieboligerne, der kommer i fire størrelser fra 85 til 125 kvm afleveres til boligselskabet i denne uge. Og boligerne, der alle for længst er udlejet, tages i brug af beboerne allerede fra 14. december.
Leveret på blokvogne
Og ifølge de mange potentielle samarbejdspartnere blandt arkitekter, ingeniører og bygherre, der brugte op til et par timer hver på at beskue og høre om resultatet, kan de nye beboere altså roligt glæde sig. Scandi Byg kan dokumentere masser af Aer i byggerating og så lidt som bare en enkelt kosmetisk fejl pr. byggemillion. Byggerierne leveres fra blokvogne på fundamenterne fra produktionshallerne i Løgstør, og er 80 procent færdigmonterede ned til toiletrulleholderen.
Christian Fog er partner hos Ginneruparkitekter i Horsens. Arkitektfirmaet, der står stærkt i hjembyen med blandt andet Horsens Ny Teater og byggerierne på Horsens Hus-grunden, havde sendt en god håndfuld medarbejdere af sted for at kigge på "fremtidens byggeform inden for almenboliger, institutioner og kontorbyggeri," som Christian Fog udtrykte det efter at have snuset grundigt rundt i alle hjørner og ladet sig imponere over tætte afslutninger, der tilsyneladende ikke sidder en millimeter forkert.
- Tiden og fremtiden kalder på den effektive og styrede produktionsform, som ligger bag dette resultat. Vi holder også meget af den individualisering, der er mulig for eksempel i facadevalget og den gennemtænkthed, der ligger i udnyttelsen af hver eneste kvadratmeter.
Flotte detaljer
Carsten Gjørtz fra GPP Arkitekter, der blandt andet står bag tegningerne til Aalborgs voksende lufthavn og seneste administrationsafsnit hos Grundfos i Bjerringbro, udtrykte sig endnu mere utvetydigt allerede efter de første minutters gennemsyn og beundring for, hvor usynligt han fandt badeværelseskærnerne er sat på plads og de flotte trappeadskillelser indendørs mellem etagerne i den enkelte bolig er monteret.
Carsten Gjørtz pegede blandt andet på valget af skifer som udendørs beklædning på Mårslet-byggeriet som ideelt til det danske vejr, ligesom han beundrede de enkle rulleskodder i aluminium, som på omkostningsbevidst vis både sikrer skygge inde i boligerne og samtidig giver oplevelsen af boligerne, set udefra, visuel karakter.
Almenbolig+-byggerierne leveres nu også blandt mange varianter med en udvendig beklædning af for eksempel cedertræ eller aluminium,
Bæredygtigt byggeri
Også John Mortensen, lederen af det nye Aarhus-brohoved under det ekspanderende aalborgensiske arkitekt- og ingeniørfirma Kærsgaard & Andersen, der har specialiseret sig i netop almene boliger, virkede meget imponeret af de nye muligheder.
- I boligforeninger er man klar til nye byggeteknikker. Jeg kan også se Scandi Bygs koncept som ideelt i forhold til renoveringer, hvor man forholdsvis enkelt skal udvide de enkelte boliger eller måske smække en ekstra etage oven på det eksisterende byggeri, siger John Mortensen.
Fleksible løsninger
Scandi Bygs salgsdirektør Michael Hougaard var glad og tilfreds efter tre dages fremvisninger til de udvalgte bygherrer og rådgivere:
- Stort set alle kan godt se, at vores byggeform er fremtidens, fordi både tid, materialer og håndværkernes spidskompetencer udnyttes maksimalt i en strømlinet proces baseret på yderst ensartet topkvalitet, der alligevel rummer plads til fleksible løsninger, siger Michael Hougaard.