23948sdkhjf

Adgangsveje er altafgørende

En af de største udfordringer overhovedet ved det nye hospital på Bispebjerg bliver veje og tilkørselsforhold. Ekstra svingbaner på Tuborgvej og nyt parkeringshus er i spil
Bispebjerg Hospital vil vokse i årene der kommer. Sygehuset, der snart fylder 100 år, står foran sin største udvidelse til dato. Og et af de helt store omdrejningspunkter er spørgsmålet om adgangsveje, som byggechef Vagn Risby Mortensen kalder alt andet end “a walk in the park".

Skal planlæggerne af det nye sygehus undgå trafikkaos, når moderne behov støder ind i 100 år gamle og smalle adgangsveje, skal alt være talt igennem.

Den proces har været i gang et stykke tid, med særlig fokus på at inddrage naboer.

I det tidlige forår sidste år indledte byggeledelsen en målrettet strategi for at informere om trafik og tilkørselsforhold.

Det var især bekymringer om øget trafik og parkeringsproblemer, der tyngede naboerne til Bispebjerg Hospital, forud for at det nye hospital skal bygges.

Byggeprojektets ledelse har besøgt grundejerforeninger og andre naboer for at bane vejen for fremtidig dialog.

Spørgsmål som “Hvor skal håndværkerne parkere? Hvor skal indkørslen være? Hvor skal venstresvingsbanen ligge – i min forhave?" har svirret frem og tilbage siden Region Hovedstadens planer og arkitektkonkurrence for alvor tog afsæt.

- Lige præcis spørgsmålet om veje og hospitalets infrastruktur fylder rigtig meget i vores planlægning. Det er en meget stor sag, for der kommer mere trafik, flere bygninger, flere patienter og mere personale i fremtiden. Derfor er de kommende adgangsveje så afgørende, siger Vagn Risby Mortensen til Licitationen.

Forebygge problemer

Byggeledelsen har satset på at forebygge problemer ved at have en åben dialog med naboerne.

- På den måde kan de med det samme komme til os og fortælle, at en lastbil holder i vejen, frem for at sættes sig ned foran computeren for at skrive en klage. Vi vil fra organisationen rigtig gerne fortælle naboerne om projektet og høre om deres bekymringer, siger Claes Hallqvist, som har været vicedirektør på Bispebjerg Hospital siden 2010. Han er i øjeblikket bortrejst, og det har derfor ikke været muligt for Licitationen at høre, hvordan det helt aktuelt går med planerne om for eksempel ekstra svingbaner på Tuborgvej, der kan være med til at afhjælpe bilkøerne, som hver morgen trænger sig på for at komme ind på hospitalets område.

Claes Hallqvist kunne dog forleden berolige med, at byggeprojektet holder sig på hospitalets område og ikke inddrager private haver til svingbanerne.

- Desuden skal der som noget af det første etableres et nyt parkeringshus for at afhjælpe nogle af problemerne med parkering, som kun vil blive værre, når en masse håndværkere skal færdes på hospitalet, siger han i en pressemeddelelse fra byggeledelsen.

Opgave i særklasse

Med den nuværende bygningsplacering, der blandt andet rummer 73.000 kvm fredede bygninger, er opgaven i en klasse helt for sig selv.

- Måske taler vi om helt nye tilkørsler fra for eksempel Tuborgvej, såsom ny rundkørsel og/eller ny svingbane. Også vores indgang sydpå og den lille port mod øst vil komme i spil, men hvor vi præcist sætter ind, ved jeg ikke. Men en stor del af skelettet i planerne om det nye hospital er de kommende p-huse og infrastrukturen, siger Vagn Risby.

I juni i år uddybede han den pointe i en pressemeddelelse fra byggeledelsen:

- Det er jo noget andet at bygge hospital i eksempelvis Gødstrup i Jylland, hvor de arbejder på en bar mark med masser af plads. Bispebjerg ligger i et stærkt trafikeret område i Nordvest og tilkørselsvejene vil blive meget belastet af lastbiler og vareleveringer til byggepladserne. Denne kørsel skal selvfølgelig planlægges udenfor myldretid, så vi undgår for store trafikgener, siger Vagn Risby Mortensen. Han understreger også den interne trafik på grunden som en udfordring:

- Det bliver også sværere at finde rundt på området. De vante adgangsveje og parkering vil blive lagt om, så folk skal vænne sig til en ny og mere dynamisk wayfinding, imens byggeriet står på.

Hospitalet har tilegnet et helt kapitel om tilgængelighed i konkurrenceprogrammet. Det hedder "Det Tilgængelige Bispebjerg", men uden at det bliver alt for konkret. Det er jo opgaven for arkitekterne i helhedsplankonkurrencen. Derfor har ledelsen opstillet ønsker og krav til fremtidens hospital og psykiatri samt en række dilemmaer, som skal løses.

Nok at tage fat på

I programmet står blandt andet:“Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg skal være let at komme til og fra for alle typer trafikanter. Områdets infrastruktur skal derfor koble sig på alle lag af byens eksisterende infrastruktur og flows – gangstier, fortove, cykelstier, rekreative ruter, veje og offentlig transport."

Det er jo tilpas bredt formuleret til at rådgiverne fra britiske BDP, som har vundet helhedsplankonkurrencen, kan tilføje deres tolkninger og ideer. Og der bliver arbejde nok til alle - ikke mindst landskabsarkitekter, byplanlæggere, arkitekter og ingeniører.

Licitationen følger op på trafiktemaet. Det sker i et større interview med vicedirektør Claes Hallqvist.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078