Statistikker lyver ikke
Brøndby Kommune har en række eksempler på, hvad der er årsagen til, at Energistyrelsens statistik viser en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 100 dage, mens kommunens egen statistik viser et gennemsnit på 16 dage.
Det afgørende for en hurtig byggesagsbehandling er, at kommunen giver en fyldestgørende vejledning ved siden af sin myndighedsopgave og her oplyser ansøgerne om, hvilke papirer, der skal medsendes ansøgningen for eksempel i form af en tjekliste.
Flere kommuner har haft stor succes med at screene alle indkomne ansøgninger hurtigt, og det giver det nødvendige og fulde overblik over manglende dokumenter og har i sidste ende nedbragt sagsbehandlingstiderne. Noget yder på, at Brøndby er blandt disse, hvis de har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 16 dage.
Samtidig anerkender vi gerne, at der er byggesager, som skal i høring, og at det tager længere tid. Men det er en udfordring, som alle kommuner er underlagt, og derfor vil det ikke placere Brøndby længere oppe i den samlede liste over, hvor hurtige kommuner er til at sagsbehandle.
Fælles for alle disse forhold, som kan forsinke byggesagsbehandlingen er også, at de gør sig gældende for alle kommuner. Så om Energistyrelsens tal er renset for ovenstående parametre eller ej, vil i virkeligheden ikke gøre nogen forskel på, hvordan Brøndby placerer sig i forhold til andre kommuner.
En række kommuner har lavet forsøg med elektronisk sagsbehandling, hvilket har vist sig at give korte sagsbehandlingstider, og derfor kan Dansk Byggeri kun opfordre Brøndby og andre kommuner til at gøre det samme.
Det er en stor udfordring i byggesagsbehandlingen, at "anden lovgivning", som for eksempel miljøbeskyttelse, planlov osv. behandles af andre myndigheder. Det forlænger den samlede byggesagsbehandlingstid, og det er ikke kommunens skyld. Men kommunen bør stå på mål for, at disse andre myndigheder forstår betydningen af, at den samlede byggesagsbehandlingstid påvirkes.
Dansk Byggeri er desuden repræsenteret i Energistyrelsens udvalg for effektiv byggesagsbehandling, som blandt andet har til formål at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Her er dialogen god, og vi håber på et godt resultat for alle parter. Dansk Byggeri er desuden åben for dialog med alle de kommuner, der ønsker råd og vejledning i, hvordan de hjælper deres lokale virksomheder hurtigt i gang med byggearbejdet.
Uanset om sagsbehandlingstiden er 100 dage eller 16 dage, så glæder vi os over, at Brøndby har reduceret sagsbehandlingstiden.
Så dermed er Brøndby på rette vej.