23948sdkhjf

Endnu en badestrand til København

Senest i 2015 kan københavnerne tage en dukkert midt i Valbyparken, når ny badestrand efter planen åbner
Københavnerne er ikke ukendte med badesteder midt i byen. Tag bare havnebadet på Islands Brygge og det nye Svanemøllen Strand, der blev indviet i 2010. Inden for en kortere årrække får hovedstadsborgerne nye bademuligheder.

Med et tilsagn om finansieringen på 18 mio. kroner fra fonden R98 er en badestrand ved Valbyparken i bydelen af samme navn nemlig kommet et skridt nærmere realiseringen. Hvis alt andet går efter planen, kan den nye badestrand stå klar til brug allerede i 2015.

- Københavnerne er vilde med at bade om sommeren. Hidtil har vandkvaliteten ved Kalveboderne været for dårlig til, at man kunne bade her. Men det arbejder vi på højtryk for at rette op på. Min ambition er, at vi senest i 2015 kan give københavnerne bedre muligheder for at udnytte det fantastiske naturområde med en ny badestrand og rent badevand, siger Københavns teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal (SF), i en pressemeddelelse.

Lokalt ønske

Det nye område med grønt strandanlæg med græs og mindre sandstrand på i alt 100 meter bliver det oplagte badested for 100.000 københavnere. Svanemøllen Strand er to år efter indvielsen allerede blevet et af københavnernes foretrukne tilflugtssteder på en varm sommerdag.

Badestranden i Valbyparken skal være en stor, åben og indbydende strand med plads til boldspil og andre aktiviteter. Umiddelbart bag ved stranden er der en kæmpe plæne med plads til solbadning og hygge med familier og venner. Stier fører til området fra både øst og vest, samt fra selve parken og der opføres en bygning med toiletter, café og udstilling, ligesom pavilloner i området får hver sin funktion til benyttelse året rundt for eksempel fugletårn, fiskeri og fitness.

Det er hensigten at inddrage borgerne i Sydhavn og Valby i den endelige udformning af stranden.

- Lokalt har der været et stort ønske om at få en badestrand i Valbyparken. Da vi i august i år bad borgerne i Valby om at give deres input til de kommende bydelsplaner, blev badestranden en suveræn topscorer. Derfor er vi rigtig glade for, at det nu bliver en realitet, siger Michael Fjeldsøe, der er næstformand for Valby Lokaludvalg.

Frilægning af å

Forudsætningen for at opnå badevandskvalitet er, at en række spildevandsoverløb til Harrestrup Å bliver lukket, da vandet fra Harrestrup Å løber ud i Kalveboderne. Det arbejde er Københavns Energi i fuld gang med i samarbejde med de kommuner, der grænser op til åen.

Københavns Kommune er samtidig ved at lægge sidste hånd på en helhedsplan for en frilægning af Harrestrup Å, der i dag løber i en flisebelagt kanal. En frilægning af åen vil øge åens rekreative værdi, og samtidig er det planen at etablere en cykel- og gangforbindelse langs åen.

Anlæg af stranden vil kræve tilladelser i forhold til den lokale fredning og Kalveboderne, som er Natura2000-område (EU-fuglebeskyttelsesområde).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078