Finsk forvandling til dansk motorvej
Lemminkäinens asfaltfabrik i Vandel skal levere 225.000 tons asfalt til ny motorvej på 10 måneder
- Normalt ligger vi på en årsproduktion på omkring 150.000 tons. Nu skal vi så lave cirka 225.000 tons i løbet af 10 måneder. Så vi keder os ikke. Sidste år kørte vi i en periode med både dag- og nathold og leverede op til 4.800 tons asfalt pr. døgn. Om dagen lavede vi motorvejen ved Give, og om natten klarede vi så reparationer på motorvejen ved Taulov. Så vi skal nok nå også de 225.000 tons.
Allan Veenstra er daglig chef for den finske entreprenør- og asfaltkoncern Lemminkäinens asfaltfabrik i Vandel. Den er en af syv asfaltfabrikker, Lemminkäinen har i Danmark. Når der skal produceres i den helt store målestok til vejprojekter i det midtjyske, er det Vandel-fabrikken, der tænder op under gryderne.
Mange recepter
I øjeblikket er det så motorvejsstrækningen fra Vejle til Herning, der er i fokus i Vandel. Lastbiler ruller ind, læsses med varm asfalt og ruller ud over brovægten med kurs mod Lemminkäinen-udlæggerne nord for Vejle. Netop nu gælder det forsyninger til skærende veje, tilkørselsramper og en rundkørsel ved Uldum. Netop ved Uldum ligger en af søster-fabrikkerne i øvrigt. Men den har noget mindre kapacitet end fabrikken i Vandel og laver som regel specielle asfalttyper som for eksempel bro-asfalt.
- Her i Vandel har vi opskrifterne til 250-300 forskellige slags asfalt. Så der er mange recepter at holde styr på. Men i det daglige er det naturligvis de mere gængse typer, som vi så til gengæld kan producere i store mængder, fortæller fabriksformand Allan Veenstra.
17 km
Lemminkäinen er med på de tre afsluttende etaper af den nye motorvejsstrækning.
- De 225.000 tons asfalt bliver til cirka 17 km motorvej. En er opdelt i tre entrepriser, hvor M. J. Eriksson har de to og Strabag den tredje. To af entrepriserne er nyanlæg. Nemlig fra Hornstrup til Lindved, som M. J. Eriksson har, og Strabag-entreprisen fra Lindved til Ølholm. Den tredje entreprise indgår i omfartsvejen ved Brande og klares af M. J. Eriksson, fortæller Lars Sabroe, der er Lemminkäinens regionschef for det midtjyske område.
- Foruden af levere asfalten, har vi blandt andet også fræse- og afspærringsentrepriserne. På strækningen fra Hornstrup til Lindved skal vi også lave vejmarkering, forklarer Lars Sabroe.
Der er en god portion genbrug med, når lastbilerne kører asfalt ud til nye vejstrækninger. Der ruller nemlig også lastbiler ind til asfaltfabrikken i Vandel med opbrudt asfalt.
- Vi modtager asfalt til knusning alle steder fra. Her på fabrikken knuser vi så den gamle asfalt, lægger den til opbevaring i haller og genbruger den. Vores anlæg her har en kapacitet til at lave 240 tons asfalt i timen, og når det er asfalt til bærelag, producerer vi med op til 60 procent genbrug. Der fokuseres også kraftigt på miljø og genbrug i asfaltbranchen, siger Lars Sabroe.
- Nogle veje på strækningen nedlægges, og i stedet anlægges der så nye. Nogle steder fræses asfalten væk, og andre steder graves den op af entreprenøren. Og så genbruger vi den gamle asfalt til at lave nye veje, fortæller Allan Veenstra.
Tidligere LMK Vej
Når hele Vejle-Herning strækningen åbner i 2014, vil Lemminkäinen-folkene have lavet 40 kilometer af den.
- Brande-omfartsvejen skal have slidlag i foråret 2014. De to andre strækninger bliver færdige i efteråret 2013. Vi fræser, vi producerer asfalten, og vi lægger den ud for M. J. Eriksson og Strabag. De er selv jordentreprenører, mens vi så klarer alt det med asfalten, forklarer regionschef Lars Sabroe.
I Danmark har Lemminkäinen hovedkvarter i Silkeborg. Indtil marts 2010 den danske gren LMK Vej, men det finske moderselskab barslede med et nyt logo, som skulle anvendes i hele koncernen. Med det logo fulgte så også en dansk tilbagevenden til navnet Lemminkäinen, som den danske afdeling faktisk også hed indtil 2002.
Den finske gigant har afdelinger også i de øvrige skandinaviske lande samt i Estland, Letland, Litauen og Rusland.