Praktikcentre giver flere lærepladser
EUC Sjælland er i gang med forsøg som praktikpladscenter og ser mulighederne
Det er erfaringen hos EUC Sjælland, som er en af de erhvervsskoler, der som forsøg fungerer som praktikpladscenter.
- Et praktikforløb kan så stykkes sammen af praktikperioder af forskellig længde hos forskellige virksomheder. Det er imidlertid ikke realistisk at tilrettelægge hele praktikpladsforløbet på forhånd. Det bliver et spørgsmål om at samarbejde med så mange virksomheder som muligt og få opbygget en slags klyngebank af virksomheder, som gerne vil indgå kortere uddannelsesaftaler, men som af forskellige grunde ikke kan indgå en lang aftale, siger kursuschef Karin Parbst fra EUC Sjælland.
Det afgørende er, at den enkelte lærling får en god uddannelse og kommer til at stifte kendskab med det pågældende fags discipliner. For at sikre det, bliver lærlingens logbog afgørende.
I forbindelse med udløb af hver aftale, skal der på baggrund af logbogen, foretages en vurdering af, hvad lærlingen mangler for at få en komplet uddannelse. Karin Parbst forestiller sig, at opsamlingen sker sammen med faglærerne på erhvervsskolerne.
- Jeg har da fornemmet en vis skepsis om den enkeltes uddannelse nu bliver god nok, når den skal stykkes sammen af flere praktikpladsforløb. Bekymringen er reel, men heller ikke de lange uddannelsesaftaler er nogen garanti for, at lærlingen kommer rundt til alle discipliner. Det handler derfor meget om at få skabt et system med udgangspunkt i logbogen og i dialog med lærlingen om hvad der mangler, mener hun.
Partnerskaber
Karin Parbst mener ikke, at initiativer med klynger i sig selv er nok. Det skal suppleres med et forstærket praktikpladsopsøgende arbejde. Derfor har EUC Sjælland formidlet partnerskaber mellem bygherrer og virksomheder, hvor skolen formidler sin viden om, hvordan og hvor forpligtende krav en bygherre kan stille til sine entreprenører med hensyn til ansættelse af lærlinge.
- Partnerskaberne skaber flere praktikpladser og kan forhåbentlig også på sigt skabe en ny norm for, at der simpelthen er lærlinge på de store professionelle bygherrers projekter,
Karin Parbst slår fast, at udgangspunktet fortsat skal være, at lærlingen selv finder sin læreplads. Praktikpladscentret træder til, når det ikke har været muligt.
En god ide
En af de virksomheder, som har indgået korte aftaler med praktikpladscentret, er Skana Entreprise A/S i Smørum, som dermed supplerer de lange uddannelsesaftaler, som man kontinuerligt indgår.
- Vi arbejder over hele Sjælland og har for eksempel netop fået tømrerarbejdet på en større om- og tilbygning til Kalundborg Rådhus. Der er tale om arbejde i 14-15 måneder, og i den forbindelse er det oplagt, at praktikpladscentret forsøger at parre os og en lokal tømrerlærling. Hvis han så vil følge med os til andre opgaver andre steder på Sjælland, så skal han være velkommen til det, men hvis han ønsker at indgå andre kortere aftaler med virksomheder i hans nærområde, så er det op til ham i samarbejde med praktikpladscentret, siger direktør Peer Kisbye.
- Tilsvarende har vi været i dialog med et alment boligselskab om eventuelt at supplere vores faste stab af lærlinge med en lærling fra lokalområdet, hvor vi skal arbejde for boligselskabet. Jeg mener, at vi har en forpligtelse til at vise socialt ansvar og sikre, at de unge får en uddannelse og vi får dygtige håndværkere i fremtiden. Det er en ren win-win situation, og derfor synes vi, at praktikpladscentrene kan blive et rigtigt fint supplement til de lange uddannelsesaftaler. Det vil uden tvivl give flere praktikpladser, siger Peer Kisbye.