Klar - parat – start
Senest har Enhedslisten bidt hovedet af al skam med meldingen om, at de alligevel ikke tager det så bogstaveligt med at sikre job til de mange, der falder ud af dagpengesystemet. Det er vigtigere, at statsministeren hedder Helle end Lars, og så betyder det ikke så meget med de politiske principper.
Det er en kæmpe indrømmelse til regeringen, der nu virkelig kan spille på to heste, og nu ved Bjarne Corydon, at næsten ligegyldigt, hvad regeringen byder Enhedslisten, skal de nok bide til bollen og stemme ja til finansloven. Dermed kan Enhedslisten paradoksalt nok have banet vej for et finanslovsforlig med Venstre. Stemmer Enhedslisten nej til finansloven, selv om regeringen har indgået den med Venstre, så er det i princippet slut for Helle Thorning Schmidt & Co. Så er der nok flertal for finansloven med de borgerlige, men det parlamentariske flertal er væk, og regeringens dage er talte. Samtidig er det et stort spørgsmål, om SFs nye leder kan holde til, at regeringen vælger blå side endnu en gang, som det skete med skattereformen. Det kan være den dråbe, der får det røde blod i SF til at flyde over, så partiet trækker sig ud af regeringen.
Set i det lys bliver det ikke mindst spændende at se debatten den 15. november om BoligJobordningen. Enhedslisten har tidligere ikke lagt skjul på, at fjernes BoligJobordningen, skal der noget andet i stedet, eksempelvis en energirenoveringsordning. Dermed kan er ballet åbnet for, at regeringen allerede den 15. november kommer i mindretal i Folketingssalen.
Hvem der bydes op til dans i spillet om finansloven, er endnu svært at spå om, men bejlere, som byder sig til og er parate til næsten hvad, det skal være for at være inde i den politiske varme det kommende år, er der masser af.