23948sdkhjf

Ombygning af lofter vinder igen frem

Efter flere år med stilstand er der igen gang i ombygningen af loftsrum til taglejligheder i København, oplyser rådgivende ingeniører
Der er igen behov for håndværkernes hjælp øverst oppe i Københavns etageboliger. Efter flere år med stilstand er ombygninger af loftsrum til taglejligheder nemlig på vej tilbage, men aktiviteteten er endnu langt fra niveauet før krisen.

I 2006 blev der bygget 251 nye boliger på gamle loftsrum i København, mens niveauet i 2013 landede på 52 boliger, hvilket imidlertid er fire gange flere end i 2011, hvor byggeriet var på sit laveste, viser tal fra Danmarks Statistik, som AB Clausen Rådgivende Ingeniører har indhentet.

Og tendensen mod flere ombygninger er kun forstærket i 2014, lyder det fra ingeniørvirksomheden.

- Vi har en del at se til med taglejligheder i øjeblikket - især der, hvor der er tæt bebyggelse og høje kvadratmeterpriser, siger Ammar Al-Temini, rådgivende ingeniør i AB Clausen.

Samme tendens ser man hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Falkon A/S, der også oplever stigende aktivitet.

- Vi har gang i flere projekter i øjeblikket. Blandt andet arbejder vi på 15-20 taglejligheder på Østerbro, siger Phillippe Gary, medindehaver af Falkon A/S, som især er koncentreret om projekter i hovedstaden.

Amager er ifølge tal fra Center for Bygninger ved Københavns Kommune, som AB Clausen Rådgivende Ingeniører har fået oplyst, den bydel, hvor flest vil udnytte de gamle loftsrum. Siden 2011 er 16 procent af ansøgningerne kommet fra Amager, men også områder som Frederiksberg og Vesterbro udvider med taglejligheder.

Ansætter flere

For AB Clausen Rådgivende Ingeniører har aktiviteterne medvirket til, at virksomheden har ansat tre nye medarbejdere, og at de lige nu vækster med 75 procent.

- Det skyldes til dels taglejlighederne, siger Ammar Al-Temini, som selv bor i en taglejlighed.

Han fremhæver, at mange andelsforeninger vælger at sælge loftsrummene til projektudviklere eller entreprenører for at få bugt med dårlig økonomi og for eventuelt at optimere ejendommene med nyt tag eller nye vinduer.

De ekstra beboere går desuden ind og bidrager til foreningens økonomi, og derfor er taglejlighederne en god investering.

Taglejlighederne er dog knap så luksuriøse som under boligboblen, lyder det fra Ammar Al-Temini.

- De taglejligheder, man byggede før krisen, var kendetegnet af ønsker om store kviste og tagterrasser, dyre køkkener og badeværelser. I dag vælger man typisk mindre kviste, flere bærende vægge får lov til at stå, og materialevalget er blevet mere økonomisk, siger han.

Phillippe Gary er ikke helt enig,

- Nogle vil ikke gå på kompromis, siger han og fortsætter:

- Det afhænger meget af, om der er tale om en privat bygherre eller en boligforening. Men der er ingen tvivl om, at der sker mere på området i dag. Nu må vi se, om det fortsætter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093