Fotovogne er ikke vejen frem
For at beskytte vejarbejderne skal skal der anlægges langt flere trafikale chikaner, der sænker farten, påpeger anlægsentreprenører
Det har nu sat gang i debatten om, hvorvidt politiets fartkontrol skal baseres på stærekasser eller fotovogne. Præmissen er der enighed om, at stærekasser eller fotovogne vil have en afskrækkende effekt, som vil sænke farten.
Men det får nu Danske Anlægsentreprenører til at henlede opmærksomheden på dem, som er ligeglade med og kører forbi vejarbejder med høje hastigheder.
- De findes og har været skyld i trafikdrab også i forbindelse med vejarbejde. Debatten bør derfor handle om, hvordan vi sikrer blandt andet vejarbejderne bedst muligt ved at tvinge farten ned, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører.
Daglige problemer
Danske Anlægsentreprenører blander sig i debatten, fordi medlemsvirksomhederne dagligt oplever problemer med sikkerheden for entreprenørernes ansatte, fordi trafikanter ikke overholder hastighedsgrænserne i forbindelse med vejarbejde.
- Overskridelser af fartgrænser ved vejarbejde foregår hele tiden, og det er blevet en urimelig risiko i forhold til vejarbejdernes sikkerhed. For den vejarbejder, som på grund af hensynsløshed fra en uansvarlig bilist aldrig kommer hjem til familien, er fotoregistrering hamrende ligegyldigt. For ham og hans familie havde det i al fald været bedre, hvis fartgrænsen blev overholdt, og ulykken blev undgået, siger Niels Nielsen.
Trafikale chikaner
Derfor ser Danske Anlægsentreprenører langt hellere, at der etableres trafikale chikaner, som tvinger bilister ned i fart.
- Forskellige former for fartkontroller har ikke kunnet give arbejderne på vejene betryggende sikkerhed. Derfor skal vi sikre overholdelse af fartgrænserne med for eksempel riller i vejbelægningen, bump eller hastighedsdæmpende udformning af vejens linjeføring tilpasset den maksimalt tilladte hastighed. Det er effektivt og kan anvendes både ved motorvejsarbejde og arbejde ved andre veje. Det giver tryghed for de medborgere, som arbejder på at forbedre vores veje og trafikafvikling, slutter Niels Nielsen.