23948sdkhjf

1. maj fejres uden arbejde

Murere og malere fortsat hårdt mærket af ledighed, mens bygningsstruktørerne næsten har garanti for arbejde
Mange af landets bygningsarbejdere behøver ikke at gøre brug af deres overenskomstmæssige fridag for at fejre 1. maj. De er uden arbejde og uden udsigt til at få tilbudt et den nærmeste tid.

Det er især murere og malere, der mangler at komme i gang. Her er flere end hver femte fortsat uden job.

Det viser de nyeste ledighedstal fra BAT-kartellet fra uge 11, det vil sige den midterste uge i marts, hvor den generelle ledighed blandt de ledighedsforsikrede bygningsarbejdere var 13,8 procent.

Hårdest ramt er Region Sjælland og Region Nordjylland.

- Når det handler om murerne, ser det rigtig sort ud, og de allerseneste tal fra sidste uge fortæller, at det er hver fjerde af vores murere, der går ledig, fortæller Reidar Kogstad, byggegruppeformand i 3F Aalborg.

- Der er ved at komme godt gang i byggeriet heroppe, og beskæftigelsen for tømrere og jord- og betonarbejdere er markant forbedret over de seneste par måneder, hvorimod murernes situation ikke er for god. Der bliver bygget i beton og glas, og vi har ikke udsigt til store murede facader. Jeg både håber og tror, at vores murerledighed kommer længere ned i løbet af de næste par måneder, men jeg er bange for, at den vil forblive unaturligt høj i forhold til sæsonen, siger han.

Bedring over sommeren

Formanden for Dansk Byggeris Murersektion, murermester Henning Østergaard Jørgensen, bekræfter, at mange arkitekter fravælger det fuldmurede byggeri til fordel for beton, stål og glas.

- De synes, vi er for dyre og for uproduktive, og den holdning vender man jo ikke bare i løbet af kort tid. Min påstand er imidlertid, at folk foretrækker at bo i fuldmuret byggeri både på grund af æstetik og indeklima, så vi skal have vendt udviklingen, siger han.

Henning Østergaard Jørgensen tror dog på bedring af murernes beskæftigelsessituation hen over sommeren.

- Det har ligget meget stille, og folk er lang tid om at komme i gang med deres udbud, men jeg tror, der er bedring på vej - også for murerne, siger han.

Reidar Kogstad slår fast, at regeringens kickstart og fremrykning af kommunale investeringer har stor effekt.

- Havde det ikke været for de mange tiltag, så havde situationen været rigtig slem og vi havde måske haft dobbelt så stor ledighed. Nu er det som nævnt kun vores murere, der skiller sig ud på den negative måde. Derimod er der arbejde til alle uddannede bygningsstruktører. Jeg tror ikke, vi har en eneste ledig struktør. Det skyldes, at nogle af de store byggeprojekter er komplicerede og kræver indsigt, og derfor efterspørger arbejdsgiverne arbejdskraft der har gennemgået struktøruddannelsen. Det er sådan set positivt, det er bare ikke så godt, at arbejdsgiverne hidtil har uddannet alt for få, siger Reidar Kogstad.

Lille fald fra i fjor

Samlet set er bygningsarbejdernes ledighed faldet med 3.400 personer siden samme periode sidste år, hvor ledigheden blev opgjort til 16,8 procent. I alt er 12.650 personer fuldtidsledige.

Murernes landsledighed er 23 procent efterfulgt af en ledighed hos bygningsmalerne på 20,8 procent.

Malerne er eneste faggruppe, der har flere ledige i år end sidste år. Den store 3F-gruppe med blandt andre tømrere, jord- og betonarbejdere, struktører og tagdækkere har 16 procent ledige, men der skjuler sig store udsving fra fag til fag.

Elektrikerne har som altid byggefagenes mindste ledighed med fem procent.

Ledigheden blandt bygningsarbejderne er også ulige fordelt geografisk med omkring 12 procent ledige i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, mens ledigheden i Region Nordjylland og Region Sjælland er 16-17 procent.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11