Høje og lave lønninger
De seneste tal for lønudviklingen i den danske bygge- og anlægsbranche peger dog ikke nødvendigvis den vej. Stigningstakter på 0,8 procent for de timelønnede det seneste år og 2,5 procent for bygge- og anlægsbranchens funktionærer kan man ikke just sige er særlig høje. Særligt ikke for de timelønnede, som lige med nød og næppe oppebærer en reallønsfremgang det seneste år.
Tallene vidner ikke ligefrem om, at økonomien og vilkårene i bygge- og anlægsbranchen er blevet bedre. For ikke mindst timelønningerne er jo særdeles konjunkturafhængige, og man kan konstatere, at de er de laveste, når man sammenligner med service- og fremstillingsindustrien.
Det vidner snarere om, at bygge- og anlægsbranchen fortsat er kendetegnet ved en benhård konkurrence blandt virksomhederne, og hvor ikke mindst den udenlandske arbejdskraft presser de danske lønninger.
Man kan selvfølgelig sige, at en høj lønstigningstakt ikke nødvendigvis er godt for bygge- og anlægsvirksomhederne. For et højere lønniveau gør dem mindre konkurrencedygtige i forhold til deres udenlandske konkurrenter, og det kan i sidste ende koste arbejdspladser. Det er ikke kun en situation bygge- og anlægsbranchen kender. Spørg bare industrivirksomhederne eller ikke mindst slagterierne herhjemme.
Så umiddelbart er tallene for lønudviklingen på lige det punkt måske godt nyt for bygge- og anlægsvirksomhederne. Men det kan ikke fjerne fokus fra, at mange virksomheder fortsat kæmper hårdt for at holde trit med at få opgaverne i hus.
Derfor kan man også kun beklage, at regeringen med den netop indgåede finanslov for eksempel fjernede Boligjobordningen fra nytår. For ordningen gav unægtelig mange opgaver til ikke mindst de mindre virksomheder. Så kan man jo håbe, at renoveringsrammen på de almene boliger i stedet sættes op. For der er brug for det.
