23948sdkhjf

Malerbranchen tror på fremtiden

Det er en tro på fremtiden, men lige nu går det hverken helt godt eller helt skidt i malerbranchen, fremhæver direktør
Det går fremad - men i et langsomt tempo.

Sådan lyder beskeden fra Ole Draborg, der er direktør i Danske Malermestre.

- Vi har ikke armene over hovedet, men vi klynker heller ikke, siger han og understreger, at malerbranchen har vænnet sig til et nyt og lavere aktivitetsniveau, efter at branchen - ligesom mange andre - oplevede et ordentligt dyk med finanskrisen.

- 2009 og 2010 var nogle hårde år, hvor mange blev fyret. Vi kan se i vores medlemsstand, at flere virksomheder blev nødt til at lukke - og vi er endda mindre ramt end for eksempel tømrerbranchen, som er mere afhængig af nybyggeri, der jo er tordnet ned, siger han.

Tror på fremtiden

Ole Draborg tror overordnet set på fremtiden, men understreger samtidigt, at der gennem længere tid har været en tro på, at Danmark skulle være på vej helt ud af krisen.

- Tilbage i 2009, 2010 og 2011 mente man, at væksten lå lige om hjørnet, og det har man sådan set ment lige siden, og det gør, at man bliver lidt desillusioneret, for vi er ikke nået dertil endnu, siger han og påpeger, at realiteten i 2014 indtil videre ikke har levet op til forventningerne.

- De forventninger, som vores medlemmer har haft er ikke blevet indfriet, og det er selvfølgelig skuffende. Man tjener ikke så mange penge, som man burde. Priserne er under pres - især for dem, der bevæger sig på licitationsmarkedet, siger han.

Åbner man organisationens seneste konjunkturundersøgelse fremgår det, at 41 procent af de adspurgte har oplevet, at omsætningen er steget i første halvår 2014 sammenlignet med første halvår 2013. 35 procent har oplevet en faldende omsætning, og 24 procent melder om en uændret omsætning.

Det får Danske Malermestre til at fremhæve, at omsætningen kun er steget netto seks procent af virksomhederne, og at forventningen ellers har været, at netto 20 procent ville opleve en stigende omsætning.

I undersøgelsen har 167 virksomheder deltaget med en samlet beskæftigelse på knap 1.500 mand, og tallene er netop vægtet med virksomhedernes beskæftigelse.

Forventningerne til andet halvår er mere positive i konjunkturanalysen, men heller ikke de forventninger, tror Ole Draborg bliver indfriet.

- Det har jeg svært ved at se, siger han.

Grundet de uindfriede forventninger er forhåbningerne til 2015 ikke høje.

- Vi er lidt bange for, hvad der kommer til at ske, nu når Boligjobordningen bortfalder. Forventningen er mindre beskæftigelse, siger Ole Draborg og fortsætter:

- Jeg kan ikke forestille mig, at der vil ske en så stor aktivitetsstigning, at det vil kompensere for Boligjob-ordningen. Jeg ved godt, at regeringen regner med det, men jeg kan ikke se det.

Og det er netop vigtigt, at der kommer mere gang i forbruget, mener han.

- Det vi mangler er, at de private forbrugere tør forbruge igen, siger han og forsætter:

- Vi skal have væksten tilbage. Vi kan ikke leve af en lav vækst. Den skal op på et helt andet niveau.

Håbet er blåt

Ole Draborg tilføjer yderligere:

- Hvis vi skal kompenseres for Boligjobordningen, så er det vigtigt, at kommunerne udbyder mere i fagentrepriser, og vinden blæser heldigvis i den rigtige retning - især i Aarhus. Det giver de mindre virksomheder mere spillerum. Og så er det vigtigt, at man fortsætter med at holde øje med de udenlandske virksomheder, så man sikrer sig, at de overholder spillereglerne, siger han og indrømmer, at han håber, at regeringen skifter farve ved næste valg, da de borgerlige partier er indstillet på at føre Boligjobordningen videre.

- Vi mener dybest set, at det er tåbeligt, at den ikke fortsættes. Flere analyser viser effekterne af den, så jeg forstår ikke regeringes tvivl og prioriteter, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127