23948sdkhjf

Sjælsø sælger Stævnen

Det svenske ejendomsselskab Balder køber boligejendom med 75 lejligheder i Ørestad Syd
Det svenske indtog på det danske ejendomsmarked fortsætter, efter ejendomsselskabet Fastigheds AB Balder for anden gang i år har købt op af ejendomme i København.

Denne gang er det boligejendommen Stævnen med 75 lejligheder i Ørestad Syd, som Balder har købt af Ejendomsselskabet Sjælsø for 150 mio. kr.

- Denne handel er positiv for Balder. Vi køber en god ejendom af en professionel modpart med en interessant beliggenhed i København, hvilket langsigtet passer godt ind i Balders ejendomsportefølje. Den fortsatte tilflytning til København og de historisk lave priser på velbeliggende beboelsesejendomme er et godt grundlag for investering i ejendomme i København, siger Balders adm. direktør, Erik Selin.

Kapitalstærk investor

Stævnen stod færdig i 2009 med en beliggenhed ved Amager Fælled og adgang til metro, lufthavnen og motorvejsnettet.

- Vi er glade for aftalen med Balder, som understreger de kapitalstærke svenske investorers stigende interesse for investering i det københavnske ejendomsmarked. Sjælsø forventer også fremadrettet at kunne sælge gode og velbeliggende boligprojekter i det Storkøbenhavnske område til såvel danske som internationale investorer, siger adm. direktør Flemming Joseph Jensen fra Sjælsø.

I sidste måned købte Balder det kriseramte Østerfælled Torv-projekt i København af det statslige Finansiel Stabilitet, der havde overtaget projektet efter Amagerbankens konkurs. Projektet med 523 lejligheder blev solgt for 1,1 mia. kr.

Købene føjer sig til en række af svenske køb af københavnske ejendomme på det seneste. For nylig købte Norrporrten en stor kontorbygning på Islands Brygge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078