Danske vandeksperter hjælper Tyrkiet
Grontmij og Vandcenter Syd i Odense skal kortlægge og modellere vandledningssystemet i den tyrkiske by Erzincan med cirka 90.000 indbyggere
Det er en del af baggrunden for, at danske vandeksperter fra den rådgivende ingeniørvirksomhed Grontmij i de kommende fire år skal forbedre vilkårene for indbyggerne i byen Erzincan i det østlige Tyrkiet, en by med cirka 90.000 indbyggere, hvor den aktuelle udfordring er et enormt vandtab og utilstrækkelig spildevandsrensning.
- I Danmark tager vi det for givet, at vi har rent vand i hanerne, og at der altid er nok af det. Sådan er det ikke i Tyrkiet, hvor de for eksempel alene i Erzincan kæmper med et vandtab på hele 64 procent, hvilket er mere end halvdelen af vandet, der går til spilde i transporten fra vandværk til forbruger. Sammenligner vi med Danmark, hvor vi har en spildprocent på blot syv, er det tydeligt, at der er brug for en indsats på vandområdet i Tyrkiet, forklarer projektleder Jørgen Bygvraa Hansen fra Grontmij.
300 km vandledninger
Jørgen Bygvraa Hansen fremhæver projektet i Tyrkiet som endnu et eksempel på, hvordan vi i Danmark kan bidrage til løsning af de globale udfordringer ved hjælp af vores værdifulde ekspertise på vandområdet.
- Vi har på dette projekt valgt at samarbejde med Vandcenter Syd, der er ansvarlig for vandforsyningen i Odense og samtidig er en af de mest progressive forsyningsselskaber inden for bæredygtig håndtering af vand herhjemme, anfører han.
Vandtabet i Erzincan skyldes, at vandsystemet er nedslidt og dårligt vedligeholdt. Derfor skal Grontmijs eksperter, ud over at kortlægge og modellere ledningssystemet, også føre tilsyn med omlægningen af cirka 300 km vandledning og opbygningen af fire store vandtanke. Foruden det store vandtab står Erzincan overfor en akut udfordring med vandforurening, hvilket skal afhjælpes med udbygning af byens rensningsanlæg og etablering af syv kilometer hovedkloakledninger.
Skridt i retning af EU
Lokalt er det målsætningen at sikre bedre vandforhold og trivsel for indbyggerne i Erzincan, men set i et større og internationalt perspektiv er projektet et led i Tyrkiets mulige optagelse i EU-kredsen.
Processen for Tyrkiets optagelse i EU er i fuld gang, og der arbejdes på at leve op til en række EU krav. Projektet hjælper dermed også Tyrkiet med at nå det miljømæssige niveau, som EU kræver på vandområdet, og derfor er det vigtigt for de danske rådgivere at være fysisk til stede i regionen.
- Grontmij etablerede for to år siden et datterselskab i Tyrkiet. Selskabet er vokset kraftigt og er nu en betydelig aktør på det tyrkiske marked. Det har været en væsentlig årsag til, at Grontmij har vundet denne kontrakt i skarp konkurrence med de bedste europæiske ingeniørfirmaer, oplyser projektleder Jørgen Bygvraa Hansen.