23948sdkhjf

Nyt lønsystem er langt fra sikkert

Urafstemningsresultat om ny overenskomst med helt nyt lønsystem imødeses med spænding
Indførelsen af et helt nyt lønsystem for arkitekter og bygningskonstruktører skaber en vis usikkerhed blandt lønmodtagerne og rejser spænding om resultatet af den igangværende urafstemning om den ny overenskomst mellem Danske Ark på den ene side og Arkitekforbundet, Konstruktørforeningen og Teknisk Landsforbund på den anden.

Urafstemningen slutter 2. maj, og i Arkitektforbundet lægger direktør Arne Ennegaard Jørgensen ikke skjul på, at resultatet imødeses med spænding.

- Der bliver tale om en kæmpe kulturændring og en helt ny måde at tænke på, når lønnen skal fastsættes i dialog med arbejdsgiveren på baggrund af opgaver og kompetencer, siger Arne Ennegaard Jørgensen.

Parterne blev for godt en måned siden ved overenskomstfornyelsen enige om at udfase det anciennitetsbaserede skalalønssystem og lade det erstatte af et mere fleksibelt system, hvor der sker lokal lønforhandling.

Ingen spareøvelse

- Der er stillet en del kritiske spørgsmål på de medlemsmøder, der er holdt med orientering om den ny overenskomst. Medlemmerne har spurgt, om de kan være sikker på at få en lønfremgang, og til det er svaret, at det kan de ikke nødvendigvis, idet lønnen nu skal forhandles lokalt. Der er en vis modstand, og nogle er bange for ikke så meget deres egen situation, men at det ny lønsystem kan udnyttes til en generel løndumping. Vi mener imidlertid, at vi har fået indskrevet alle de garantier, som man kan tænke sig - både så den enkelte ikke kan sættes ned i løn ved overgangen til det ny system og i kraft af en lønsumsgaranti i den enkelte virksomhed.

- Arbejdsgiverne har slået fast, at der ikke er tale om en spareøvelse, men en omlægning til en mere dynamisk lønfastsættelse, som i øvrigt kommer til at ligne hvad der kendes fra de fleste andre brancher, siger Arne Ennegaard Jørgensen.

Naturligt med kritik

Arkitektforbundets direktør ved ikke, hvor bredt modstanden mod den ny overenskomst er forankret i medlemskredsen.

- Det er svært på baggrund af medlemsmøderne at tolke modstanden, fordi det ofte kun er et par håndfulde, der har ordet i en forsamling med måske 80-90 medlemmer, men vi håber naturligvis, at medlemmerne bakker op om overenskomstforliget, som efter vores mening peger i den rigtige retning, siger Arne Ennegaard Jørgensen.

Hos Konstruktørforeningen, næststørste lønmodtagerpart i overenskomsten, er man dog med chefjurist Hans Erik Truelsens ord rimelig fortrøstningsfuld.

- Der har været kritiske røster, men det er kun naturligt i forbindelse med en så indgribende reform. Vi er dog ikke nervøse og tror på en vedtagelse. Vi tror, at man med det ny lønsystem har ramt noget, der tager højde for både arbejdsgivernes ønske om et mere dynamisk system og lønmodtagerorganisationernes betænkeligheder, siger Hans Erik Truelsen.

- Vores spænding drejer sig mest om det ny lønsystem kommer til at fungere efter hensigten, fordi det uden tvivl vil være en udfordring for nogle af de små virksomheder, at der fremover skal ske en lokal lønforhandling, siger han.

Også hos Danske Ark er der spænding om urafstemningsresultatet.

- De tilkendegivelser, vi har fået fra vores bagland, peger på en pæn opbakning, men man skal aldrig tage noget for givet, og det gør vi heller ikke. Vi er dog mest spændte på afstemningen på lønmodtagerside. Vi håber og tror, at der bliver sagt ja til den ny overenskomst, for vi har brug for det ny lønsystem, siger Christian Lerche, direktør i Danske Ark.

Overenskomsten omfatter omkring 700 arkitektvirksomheder og cirka 4.300 ansatte og er treårig.

Parterne offentliggør i fællesskab medlemmernes tilkendegivelse på torsdag, 3. maj. Stemmes der nej, kan området blive omfattet af konflikt fra 9. maj.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125