23948sdkhjf

Jyske moduler fra kælder til kvist

Hobro-firmaet BM Byggeindustri øgede medarbejderstyrken med 50 procent og vil ud over de danske grænser mod nord
Modul-succes går fra kælderen via taget.

I hvert fald i Hobro, hvor virksomheden BM Byggeindustri i løbet af et par år har øget bemandingen væsentligt. Et bedre flow i produktionen har øget kapaciteten betragteligt, og samtidig har firmaet bevidst stukket hovedet lidt højere op de senere år. Det har skæppet både i regnskabet og i ordrebogen, og nu vil BM Byggeindustri ikke nøjes med at lave modulbyggeri i Danmark.

- Vi véd, at vi har et godt produkt, og vi tør godt sige det. Derfor har vi store forventninger ikke blot til det danske marked, men også til Norden, siger salgschef Mogens Madsen.

Det er over 50 år siden, tømrermester Bent Mikkelsen skabte den virksomhed, der stadig bærer hans initialer og i dag ejes af sønnen Poul Mikkelsen.

BM Byggeindustri var lukket ned i nogle år, før Poul Mikkelsen i 1978 igen startede firmaet op. I dag har BM Byggeindustri 130 medarbejdere. Det er 129 flere, end da Poul Mikkelsen startede solo i kælderen i parcelhuset i Hørby en sjat nordvest for Hobro.

Entrepriser og moduler

Poul Mikkelsen satsede fra starten på at bygge typehuse, men var ved at brænde fingrene på et par byggerier. I stedet slog han over på tømrerentrepriser og hen ad vejen også totalentrepriser. Omkring 20 procent af aktiviteterne i Hobro-virksomheden udgøres fortsat af fagentrepriser. Resten er modulbyggeri.

Det var Poul Mikkelsen, der i 1987 tog fat på det, der skulle udvikle sig til en modul-succes. Han begyndte at producere tagelementer under det separate firmanavn BM Tagkassetter ApS, og det skulle vise sig at være en rigtig god idé. I en årrække kørte BM Byggeindustri og BM Tagkassetter parallelt.

- I 2003 fik vi vores første opgave som pavillon-byggeri. Det var en sag for Aarhus Sygehus. Først i 2005 fik vi den første rigtige modul-sag for Odense Universitetshospital. Det gik glimrende, og vi fik flere opgaver med tagetager til kontorer. I 2007 vandt vi vores første bolig-sag med 63 ungdoms-penthouseboliger oven på et eksisterende byggeri, fortæller salgschef Mogens Madsen.

Alt under ét

Siden har modulbyggeriet indtaget en stadig større rolle i byggefirmaet i Hobro. Firmaet BM Tagkassetter med alt modulbyggeri blev forkortet til BM Tag, og i 2010 var det vokset så meget, at Poul Mikkelsen besluttede at slå alle aktiviteterne sammen under BM Byggeindustri A/S.

I oktober 2011 gjorde en ny medarbejder sin entré på Lupinvej i den nordlige del af Hobro. Brian Søndergaard Hansen tiltrådte som ny produktionschef, og det skulle hurtigt komme til at smitte af på hverdagen.

Samtidig med at Brian Søndergaard Hansen gik i gang med at ændre nogle af rutinerne i produktionen og skabe øget kapacitet, glemte salgschef Mogens Madsen alt om jysk beskedenhed.

BM Byggeindustri gjorde sig mere synlig end tidligere, og nye medarbejdere begyndte at strømme ind på fabrikken, hvor moduler til institutioner, sygehuse og boliger rullede ud i en lind strøm.

Også lavenergihuse, som BM Byggeindustri satser meget på.

2020-niveauet er nået

- Træbranchen har rigtig store muligheder energimæssigt. Og vi er godt med. I dag er tæthedskravet til byggeri efter bygningsreglementet 2010 på højst 1,5 l/s pr. kvm. Kravet i 2020 hedder 0,5 l/s pr. kvm. Vi er allerede på 2020-niveau nu. Vore rå moduler kan klare 2020-kravene individuelt, og dermed naturligvis også godt og vel, når vi bygger dem sammen, forklarer produktionschef Brian Søndergaard Hansen.

Hobro-firmaets mandskab sørger selv for både montering og aptering af alle modulbyggerier.

- Vi ønsker at holde fast i den optimale opmærksomhed over for det færdige produkt. Det gør vi bedst ved selv at have snor i hele projektet. Derfor producerer vi også selv badekabinerne. Oprindelig købte vi hos en anden producent, som så gik konkurs et par gange. Derefter købte vi badekabiner i Sverige, men der var ikke styr på priser og leveringstider. Så var det bedre selv at gå i gang, siger salgschef Mogens Madsen.

BM Byggeindustri havde ved udgangen af 2013 produceret omkring 500 badekabiner.

- Vi har stor fleksibilitet i produktionen og kan tilrette badekabinerne efter arkitektens ønske, siger Mogens Madsen.

Papirerne i orden

Hobro-virksomheden er medlem af Træelementforeningen og er certificeret af Dancert under Teknologisk Institut.

- Det er noget, vi naturligvis slår på. Det er vigtigt at have papirerne i orden, og vi er konstant i dialog med Dancert for at udvide vore certificeringer, fortæller Mogens Madsen.

Da tingene for alvor tog fart hos BM Byggeindustri, lå den årlige produktion på omkring 150 boliger om året. Efter optimering af produktionen hele vejen rundt, er årsproduktionen nu i omegnen af 250 boliger.

Foruden modulbyggeriet, er BM Byggeindustri i øjeblikket i gang med renovering og ombygning for Aarhus Universitetshospital og en ganske betragtelig renovering fra A til Z af 364 boliger i Aalborg for Himmerlands Boligforening.

På fabrikken i Hobro produceres aktuelt moduler til en ny daginstitution i Brønshøj, 84 ældrevenlige boliger i Frederikshavn og 43 boliger på Refshaleøen i København.

Blandt BM Byggeindustris seneste modul-projekter er klasselokaler og fællesrum til Hareskovens Lilleskole i Ballerup, 42 ungdomsboliger til Egmont Studentergaard i Risskov, 13 boliger i Smørum Nedre, 72 boliger i Rødovre og 47 boliger i Herlev.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.249