Arkitektvirksomhed køber op
Synergier, fælles ambitioner og en fælles historie er baggrunden for, at KPF Arkitekter køber indretningsvirksomheden Formsprog
KPF Arkitekter med 80 medarbejdere i afdelingerne i Viborg, Aarhus og Aalborg arbejder hovedsageligt med alle byggeriets øvrige faser, og det er disse komplementære ydelser, som nu har fået KPF Arkitekter til at købe Formsprog.
- Formsprog har en hel unik kompetence, som vi også gerne vil tilbyde vores mange eksisterende kunder, og den ydelse holder vi nu in-house. Ligeledes har KPF Arkitekter stor interesse i en tidlig involvering af indretningsteamet i projekterne, for også at kunne tilbyde bygherren den samlede arkitektydelse, siger adm. direktør Michael Reventlow-Mourier fra KPF Arkitekter og fortsætter:
- Formsprog har tidligere arbejdet sammen med en række forskellige arkitektfirmaer omkring de traditionelle arkitektydelser. De opgaver vil vi gerne løse, så kunderne også får en rådgivningspakke fra et samlet team, der kender hinanden og sikrer, at alle arbejder mod samme mål.
For små
For Gitte Kjølby, der grundlagde og ejer Formsprog er der klare hensigter med salget til KPF Arkitekter.
- Vi arbejder med nogle af landets største kunder; blant andet Arla, Foss, Interacoustics og Syd Energi, og får stor anerkendelse for vores rådgivning. Alligevel oplever vi at blive fravalgt, fordi nogle kunder vurderer os for små. Med KPF Arkitekters organisation, størrelse og økonomi i ryggen, er det målet, at vi kan få fat i nogle af disse kunder; ligesom jeg som leder kan fokusere på det, jeg holder allermest af; nemlig god kunderådgivning og ledelse af mine dygtige medarbejdere, siger Gitte Kjølby.
Selvom Formsprog nu ejes af KPF Arkitekter, forbliver Formsprog et selvstændigt datterselskab i KPF Arkitekter.
Formsprog vil således stadig arbejde sammen med andre arkitektfirmaer, som har behov for indretningsydelsen.
Gitte Kjølby vil fortsat lede afdelingen med de nuværende fire medarbejdere, der alle flytter med til KPF Arkitekters domicil Det Gamle Elværk i Viborg til januar.