Byggenyt
RUDERSDAL: Børne- og Skoleudvalget i Rudersdal Kommune har indstillet, at al fugemasse på Skovlyskolen i Holte skal udskiftes i 2014. Det sker for varigt at få sænket PCB-niveauet og komme under Sundhedsmyndighedernes grænseværdi.
Dermed vil Rudersdal Kommune gå et skridt videre i PCB-renoveringen end rådgivningsfirmaet Golders anbefaling. Firmaet anbefaler, at udelukkende fugemasse med en pcb-koncentration over grænseværdien fjernes.
Fugemassen udskiftes i løbet af den nærmeste fremtid, og den forventes færdig i løbet af sensommeren 2014. PCB-renoveringen koster ifølge beregningerne 2,75 mio. kroner.
REGION MIDTJYLLAND
NORDDJURS: Norddjurs Kommunabestyrelse skal på sit møde i dag den 17. juni tage stilling til en ansøgning om opførelse af ungdoms- og familieboliger i Grenaa.
Kuben Management A/S har på vegne af Boligforening B45 fremsendt ansøgning om kommunalt grundkapitallån med mere.
Det samlede byggeri består af en erhvervsdel, som en privat bygherre står bag, 36 ungdomsboliger og seks familieboliger.
I henhold til en udarbejdet boliganalyse er der et stort behov for flere ungdomsboliger, hvilket især skyldes elevoptaget pa Viden Djurs. Boliganalysen anbefaler også, at der opføres flere familieboliger i Grenaa.
RISSKOV: Aarhus Byråd har godkendt lokalplanen for et byudviklingsområde ved Vejlby Ringvej og Bryggervej i Risskov, skriver kommunen i et nyhedsbrev.
Herefter kan omdannelsen af det 129.000 kvm store erhvervsområde til en helt ny bydel med boliger, grønne områder, erhverv og indkøbsmuligheder gå i gang.
Byudviklingsområdet er ejet af Aarhus Kommune og den private udvikler Bryg K/S, der er en del af Domis-koncernen. Området bliver en grøn bydel med grønne, rekreative områder og energirigtige og miljømæssigt bæredygtige boliger. Området rummer cirka 129.000 etagemeter byggeret, alt sammen i etagebyggeri. Udover kollegie- og ungdomsboliger forventes der opført familieboliger, herunder almene boliger. Der forventes desuden opført dagligvarebutik, daginstitution og små butikker til at betjene bydelen.
Aarhus Kommunes grunde udbydes i offentligt udbud i efteråret 2014.
Som en del af byggemodningen af området vil eksisterende bygninger blive revet ned hen over sommeren.
Efter sommerferien går Aarhus Kommune i gang med at anlægge en ny vejstruktur gennem området samt et nyt kryds på Vejlby Ringvej ind til området.
ARNBJERG: Teknisk Udvalg i Viborg Kommune skal se på forslag til lokalplan for et boligområde i Arnbjerg i morgen onsdag den 18. juni.
Lokalplanforslaget er første etape i at udvikle en større bæredygtig bydel syd for Viborg by.
Planen giver mulighed for at opføre cirka 375 boliger fordelt med 125 i åben-lav bebyggelse, 150 i tæt-lav og 100 etageboliger samt en dagligvarebutik på 1.000 kvm. Dertil et tankanlæg og en restaurant ved Gl. Århusvej.
Direktøren for Teknik og Miljø indstiller, at Teknisk Udvalg indstiller til Byrådet, at forslaget til lokalplan vedtages endeligt.