23948sdkhjf

Altanmontør får Den Gyldne Hjelm

Materielsektionens pris, “Den Gyldne Hjelm" blev uddelt til en stilladsmand, med en usædvanlig historie. Det var sidste gang, prisen blev uddelt
Det blev Ole Jensen fra firmaet Altan.dk der fik “Den Gyldne Hjælm" sat på hovedet. Det skete på Materielsektionens generalforsamling lige før påske. Og begrundelsen for at give hæderen til netop ham, er en god historie, som andre kan lære af, og det var netop hvad der skete:

Ikke fastgjort

- Jeg var en dag ude for at sætte et tårn op til en platform, og var efterhånden nået et godt stykke op i højden. Jeg var på vej op med det næste stykke tårnsektion, da jeg pludselig mærkede det hele give sig faretruende udad. Det viste sig, at jeg ikke havde fået sikret tårnet ind i væggen, og derfor var det hele ved at vælte. Jeg var rystet over mig selv, men klarede at komme helskindet ned fra højden. En rystende oplevelse, forklarede Ole Jensen en gysende forsamling,ved overrækkelsen.

Men her slutter historien faktisk ikke, for Ole Jensen kunne ikke sove de næste nætter. Han havde som mange andre nok ville have gjort, besluttet sig for at gå stille med dørene, men i sengen om aftenen kom oplevelsen tilbage igen og igen, og han fik ikke talt med nogen om uheldet.

Han besluttede sig for at gå til sin chef, sikkerhedschef Niels Frederiksen, som lyttede opmærksomt. Det endte med en opfordring til at fortælle andre hvad han havde oplevet. Samtlige medarbejdere blev indkaldt, og Ole fremlagde hvad han havde oplevet. De øvrige var ligeså rystede over hvad der var sket, men naturligvis glade for at det endte som det gjorde.

En god proces

- For mig var det en rigtig god proces. Jeg fik det ud af systemet igen, og kunne sove om natten. Men jeg må indrømme, at jeg stadig tænker på det, når jeg går i højden, siger han til Licitationen lige efter overrrækkelsen fandt sted.

Han er professionel stilladsmand, og han kan ikke forklare, hvorfor han ikke havde fået det fastgjort. Og selv om han er erfaren, kan det altså ske alligevel. Og det er netop det budskab, han gerne vil have ud til andre, at selvom man føler man kan det hele, og at ingen skal komme og fortælle, hvordan man skal gøre sit arbejde, så kan man selv svigte i en afgørende stund.

Den sidste i rækken

Ole Jensen er den sidste som får æren af at modtage “Den Gyldne Hjelm". Materielsektionen vedtog på sin generalforsamling at indstille uddelingen af den. Ikke fordi man ikke vil værdsætte godt sikkerheds- og arbejdsmiljøarbejde, men fordi man vil arbejde med at finde en ny måde at gøre det på.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078