Danmark betaler og bestemmer menuen
Sådan vil tyskerne have det, når det gælder euroen, og det har resten af euromedlemmerne måttet acceptere på den barske måde. Tyskerne har stillet krav om en hård nedskæringspolitik i de eurolande, der er ramt af krisen, og det har flere steder fået befolkningerne til at reagere på en måde, der trækker fortidens spøgelser frem i lyset.
Men når det gælder Femernforbindelsen, lufter forbundsstaten sin dobbeltmoral, for her skal de nok bestemme tempoet, selv om det netop ikke er dem, der betaler regningen, men de danske skatteydere, der skal garantere for de lån, der skal finansiere den faste forbindelse.
Det tyske forsinkelsesbureaukrati betyder nu en udsættelse af projektet med foreløbig ét år, og det passer lige ind i tyskernes kram, fordi de i forvejen havde meddelt, at de tyske landanlæg ikke bliver færdige til den aftalte tid.
Det er ofte fremført som et godt argument for EU-samarbejdet, at "det er bedre med et europæisk Tyskland end et tysk Europa". Det skulle nødig gå omvendt, men tyskerne har de senere år optrådt i en stadig mere markant rolle med krav til EU-samarbejdet, fordi de grundlæggende betaler en stor del af gildet. Men det gør de ikke på den faste forbindelse under Østersøen, og det er på tide, at de bekender ren kulør. Vil de have den faste Østersøforbindelse eller ej? Noget tyder på, at de ikke ønsker forbindelsen, men gerne lægger billet ind på de arbejdspladser, som danske infrastrukturprojekter kaster af sig, senest set med tunnelelementerne til metrocityringen, der skal produceres på den tyske ø Rügen. Men når det kommer til, at de selv skal bidrage eller leve op til indgåede aftaler, så er aftalerne øjensynligt kun det papir værd, de er skrevet på.
Det er vigtigt, at de danske politikere kridter skoene og sikrer, at når den faste forbindelse skal anlægges bliver det med udgangspunkt på den danske side, så det bliver danske løn- og arbejdsvilkår, som bliver gældende og ikke tyske. Det skal også være på den danske side, at indkvartering af de mange arbejdere skal foregå, så vi ad den vej kan skabe handel i en del af Danmark, der har hårdt behov for øget aktivitet.
Det er jo Danmark, der betaler regningen, og så må tyskerne lære, at det også er os, der bestemmer menuen.
