Julemanden er løs på Christiansborg
Mange mærkelige ting foregår inden for de christiansborgske mure, og traditionen tro har børn i alle aldre fejret juletræsfest på Borgen
Lige så traditionelt kiggede julemanden selvfølgelig indenfor, da der blev holdt juletræsfest for de ansattes og politikernes børn og andre barnlige sjæle, og mon ikke mange politikere i deres stille sind havde en række ønsker til julemanden, som de gerne ser opfyldt.
Julemanden var også traditionen tro en kendt politiker, der havde formummet sig bag skæg og rødt tøj.
Samtidig fejres julen over alt på Borgen, hvor de enkelte politikere gør deres til at komme i julestemning med udsmykning på kontorerne, og rengøringen sørger for kravlenisser på gangene. I Pressecentret har de deres helt eget juletræ, og rundt om på bordene sidder nisserne og troner.
Ønskeseddel
Men hvad mon politikerne ønsker sig? Et bud på en ønskeseddel kunne jo være:
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ønsker sig sikkert en flok journalister, der på tirsdagspressemøderne ikke minder hende om de mange brudte løfter.
Margrethe Vestager (R) ønsker sig en ny kulturminister, der ikke beskyldes for nepotisme.
Annette Vilhelmsen (SF) ønsker, at Ole Sohn melder sig over i Venstre.
Johanne Schmidt-Nielsen (Enhl.) ønsker en rød regering, der fører rød politik.
Lars Løkke Rasmussen (V) ønsker nøglerne til Statsministeriet.
Lars Barfoed (K)ønsker sig bare nogle vælgere, der kan holde De Konservative over spærregrænsen.
Kristian Thulesen Dahl (DF) ønsker et hurtigt folketingsvalg med Løkke tilbage på magten, så Dansk Folkeparti igen kan svinge den værdipolitiske taktstok.
Anders Samuelsen (LA) ønsker en ny stor check fra Saxo Bank.
Forgæves ønske
Hvad vælgerne ønsker, det vides ikke, men det gør ikke så meget, for de får det ikke alligevel. Hvem, der får opfyldt hvad, det kan kun fremtiden vise.
Men årets julemand på Christiansborg har sikkert intet mod et glas frisk saft fra Rynkeby, men mon ikke han hellere foretrækker en "fadbamse fra Albani"?