Landets største betonpumpe i arbejde
En betonpumpe med en vægt på ikke mindre end 53,5 tons skulle der til for at pumpe beton på dækket af et butikscenter i Vanløse
Det foregår på den måde, at den store pumpe køres i stilling, og det lange rør foldes ud som på en kran og bøjer sig med en slange ind over bygningen til det sted, hvor betonen skal hen. I Vanløse var det byggeriet af et butikscenter, der nu skal lukkes for vinteren, som skulle have betonen pumpet op på taget.
11 mand i gang
- Vi har i øjeblikket 11 mand i gang, så det går ganske fortrinligt med en god efterspørgsel, siger Tom Jensen til Licitationen - Byggeriets Dagblad i en lille pause i pumperiet.
Han viser rundt på den store maskine, og man ser en masse slanger, og bagest den store pumpe og det kar, som betonen pumpes over i, inden den sendes op i slangen og pumpes de mange meter op til betondækket, som skal fyldes op.
- Det er en let brugt Mercedes-model, som vi har fået fra Sydeuropa. De er svære at finde, og den koster omrking otte millioner kroner, fortæller han.
Mere end beregnet
Pumpen har været mere efterspurgt end Tom havde regnet med. Den er faktisk booket de sidste 19 dage op til jul, og der er travlt. Men med den store pumpekapacitet tager det ikke så lang tid hvert sted.
- Hvis ellers de kan få beton nok kørt til, siger han med et smil.
Firmaet har otte pumper i forskellig størrelse kørende, og ifølge chefen selv, så har der været nok at lave det meste af krisen igennem.
- Bevares, det har da ikke gået hurtigt hele vejen igennem, men der er nok at lave nu, og lige nu er der virkeligt travlt, og vi er booket godt ind i det nye år, så vi klager sådan set ikke, siger han.