Håndværkerfradrag giver travlhed frem til nytår
Både håndværksmestre og bygningsarbejdere frygter for dyk i aktiviteten og højere ledighed efter nytår
- De tomme ordrebøger lurer lige om hjørnet, og så går fyringerne for alvor i gang. Det vil kunne mærkes i hele vores lokalområde, siger tømrermester Niels Hansen fra Skive.
Han er formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland.
Dansk Byggeri vurderer, at BoligJobordningen har givet 5.000 arbejdspladser, heraf alene 1.400 i Region Midtjylland.
- Vi står dermed til at miste mange lokale arbejdspladser samtidig med, at vinteren sætter ind, og arbejdet på byggepladserne derfor går i stå. Mange lokale håndværksvirksomheder, som arbejder for private, har allerede meldt ud, at de skal afskedige gode medarbejdere, fordi der ikke er udsigt til ret mange opgaver efter nytår, når BoligJobordningen stopper. Det kommer vi til at kunne mærke i arbejdsløshedskøen, hvis ikke kommunerne tager affære og regeringen giver lov til at kommunerne kan fremrykke nogle af deres planlagte investeringer, siger Niels Hansen.
Få hjemsendelser
Også lederen af 3F Hernings a-kasse, Gitte Paulsen, deler bekymringen for byggeriets beskæftigelse i det nye år.
- Der er næppe tvivl om, at BoligJobordningen holder hånden over byggeriets aktivitet i resten af måneden, for arbejdet skal jo udføres i december. Vi har faktisk endnu ikke set det store antal hjemsendelser på grund af vintervejret, og det kan meget vel skyldes, at håndværksmestrene kan flytte lidt rundt på tingene og få udnyttet arbejdskraften for at nå de opgaver, der skal løses i år, siger Gitte Paulsen.
Fremryk investeringer
På baggrund af de dystre udsigter opfordrer Niels Hansen kommunerne i de midt- og vestjyske kommuner til at se på budgettet for næste år og presse på for at få lov til at fremrykke nogle af de allerede planlagte kommunale investeringer på bygge- og anlægsområdet.
- I Dansk Byggeri opfordrer vi regeringen til at lempe anlægsloftet, og vi opfordrer også kommunalpolitikerne til at appellere til regeringen om det samme, så de kan få lov til at gå i gang med opgaver som for eksempel kloakering, skolebyggeri eller energirenovering, som under alle omstændigheder skal laves. Skive Kommune har tidligere genåbnet budgettet og netop fremrykket investeringer for at være med til at holde gang i den lokale beskæftigelse. Det er jo også til gavn for kommunen, at flest mulig er i beskæftigelse og dermed sender kroner til kommunekassen, siger Niels Hansen.
Det er en opfordring, som Gitte Paulsen i 3F Herning gerne støtter op om.
- Vi frygter lidt, hvordan ledigheden ikke mindst i byggeriet udvikler sig efter nytår, så alle kommunale initiativer, der kan rykke opgaver frem vil blive modtaget med kyshånd, siger hun.
I afdelingen ligger ledigheden på omkring otte procent.
I Aalborg er byggeledigheden blandt 3Fere på godt 12 procent, men det er alligevel næste fem procentpoint lavere end på samme tidspunkt sidste år.
- Håndværkerfradraget har da effekt og betyder ekstra aktivitet, men det der i vores område virkelig giver beskæftigelse er støttet nybyggeri for de almene boligselskaber. Her topper arbejdet nu og frem til foråret, siger byggegruppeformand Reidard Kogstad.