Klarhed om polsk firma efter påske
Polsk firma var gjort opmærksom på manglende pensionsindbetaling
3F bad torsdag i sidste uge om et såkaldt 48 timers møde, fordi man havde konstateret, at det polske firma ikke havde indbetalt pensionsbidrag til PensionDanmark og heller ikke feriepenge og søgnehelligdagsbetaling til den særlige feriekasse. Den manglende indbetaling af pensionsbidrag kan blive fatal for den afdødes efterladte, idet pensionsordningen samtidig også indebærer en dødsfaldsdækning.
- Det er ikke tilfredsstillende, at vi ikke kan afholde mødet inden for fristen. Selv om 48 timers mødet skal handle generelt om den polske virksomheds manglende overholdelse af overenskomsten og de manglende indbetalinger af pension, så synes jeg, at dødsulykken er en skærpende omstændighed, så der er behov for en meget hurtig afklaring af forholdene, også af hensyn til den afdødes familie, siger forhandlingssekretær Tonny Holm fra Byggegruppen i 3F.
Firma var advaret
Når det ikke kan lade sig gøre at afvikle mødet før efter påske, skyldes det ifølge konsulent Søren Lund Hansen fra Dansk Byggeri påsken og en mindehøjtidelighed for den afdøde.
- Tirsdag blev der afholdt en mindehøjtidelighed på byggepladsen, og derefter er der ikke repræsentanter fra Kormal til stede i Danmark. Alle parter bør være med, og derfor er vi nødt til at vente med mødet til straks efter påske, siger Søren Lund Hansen.
Han oplyser, at Dansk Byggeri allerede 19. januar i år kontaktede Kormal, fordi man fra PensionDanmark var blevet orienteret om, at det polske firma ikke havde indbetalt pensionsbidrag for sine medarbejdere.
- Jeg kender ikke baggrunden for, hvorfor der ikke efterfølgende er indbetalt til pensionsordningen, men vi oplever jo udenlandske firmaer, som ikke kender de danske regler og mener sig omfattet af, at de betaler til ordninger i hjemlandet. Sagen viser imidlertid, hvor galt det kan gå, når der ikke betales efter reglerne. Nu må vi se, om vi kan finde en løsning, så det ikke går ud over de efterladte i Polen, siger Søren Lund Hansen.
Ifølge en traditionel pensionsordning er der en dødsfaldsdækning på 500.000 kr. med aftrapning fra det 45. år. Der er særlige produkter til udenlandske firmaer med meget kort arbejde i Danmark med en dødsfaldsdækning på 100.000 kr.
Ryszard Orchal blev ramt af et forskallingsstøttetårn, som han havde været med til at opsætte i samarbejde med en kranfører. Arbejdet var netop indstillet på grund af hård blæst, da tårnet væltede ned over den polske arbejder.
Kormal har siden september 2011 arbejdet på entreprisen i Helsingør som underentreprenør for E. Pihl & Søn A/S.
Det polske firma beskæftiger i øjeblikket 37 personer på opgaven.