JCB-importør ændrer i ledelse og bestyrelse
Nicolaisen & Larsen, der importerer JCB-produkterne fra England, ændrer sin organisationsstruktur for at få mere fart i salget
Den hidtidige direktør, Mads Pedersen går tilbage i sin gamle stilling som salgsdirektør og Dennis Faurby, der har været salgschef, bliver nu i stedet storkunde- og produktchef.
Ny formand
Samtidig afløser Mads Pedersen Susanne Nicolaisen som bestyrelsesformand i selskabet, fordi hun ikke kan bestride både en formandspost og direktørposten. Så der er reelt tale om en rolleombytning.
- Vi skal have bedre fat i salget. Der skal ske noget mere, og Mads Pedersen har selv givet udtryk for, at han ikke kunne nå begge dele. Der er trods alt en række administrative opgaver, der jo skal løses, og dem tager jeg så fremover, sådan som jeg har gjort før, siger Susanne Nicolaisen til Licitationen.
- Det er sådan set gået fint frem til sommerferien, selvom der har været kæmpet hårdt. Men siden har vi ikke været helt oppe på målene og vi har hængt lidt i bremserne på markedsandelene, og derfor øger vi nu indsatsen for at få markedsandelen tilbage på sporet, fortæller hun.
Susanne Nicolaisen understreger overfor Licitationen, at der bestemt ikke er tale om noget kritisk.
- Det er udelukkende for at aflaste salgsorganisationen og få det gjort lidt mere strømlinet, siger hun.
Firmaet har syv faste sælgere, plus de to ledere Mads Pedersen og Dennis Faurby. Dertil kommer agri-forhandlere.
Det skorter dog ikke på nyheder fra JCB, der blandt andet kan fremvise den nye store Magni roterende teleskoplæsser på Agromek.
- Magni, der er italiensk, blev som mærke faktisk overtaget af Manitou i 2008. Men Magni, der er navnet på stifteren af den italienske fabrik, gik efter sin karensperiode på fem år i gang med en ny produktion med navnet Magni, der ligger lige ved siden af den gamle fabrik. Så det er den kendte kvalitet fra producenten, forklarer Dennis Faurby.
Han regner med at kunne sælge den stærke teleskoplæsser til byggesektoren og til udlejningsfirmaerne.