Malerfaget vil sikre lærlinge til fremtiden
Mål om en tredjedel flere uddannelsesaftaler i 2014 i forhold til sidste år
Det er den fælles ambition hos mestre og lønmodtagere.
Målet er, at der inden 1. september er indgået en tredjedel flere uddannelsesaftaler end i 2013. Her nåede man omkring 660 uddannelsesaftaler, hvoraf de 45 procent var i forbindelse med skolepraktik. Målet er derfor 220 ekstra aftaler i år.
- Vi må selv tage ansvar for at skabe de praktikpladser, som skal til for at sikre et malerfag med høj kvalitet for fremtiden. Der er alle mulige gode grunde til, at malermestrene i nogle år har været noget tilbageholdende med at ansætte lærlinge. Der er ikke meget at lave og praktikpladspræmien er fjernet, men det nytter ikke at lede efter forklaringer. Hvis vi vil have dygtig arbejdskraft i fremtiden, må vi selv gøre en indsats, så vi kan konkurrere på kvalitet med de mange udlændinge, som tilbyder sig. Derfor skal vi tage ansvar nu. Ikke bare af hensyn til de mange unge uden praktikplads, men i høj grad også for fagets skyld, siger Niels Håkonsen, uddannelseschef i Danske Malermestre.
Lokalt samarbejde
Arbejdet med at skaffe ekstra praktikpladser skal især foregå lokalt gennem Danske Malermestres lokale lav og lokalforeninger.
- Det er ude lokalt man kender virksomhederne. Derfor giver det bedst mening, at man lokalt prøver at overbevise hinanden om, at man godt kan tage flere lærlinge. En række virksomheder er allerede godkendt som uddannelsessted og har haft lærlinge før, så der er forhåbentlig ikke så langt til, at de atter tager en lærling, siger Niels Håkonsen.
Alle lav og lokalforeninger vil få målsætninger for, hvor mange flere praktikpladser de kan få oprettet i deres lokalområde.
Lavene og lokalforeningerne får dertil en værktøjskasse" med blandt andet Danske Malermestres elevhåndbog og håndbog til den første samtale med elever, samt et intromateriale om at have elever.
Mange i skolepraktik
Malerfaget har en relativt stor andel lærlinge i skolepraktik. Ifølge Undervisningsministeriets seneste opgørelse var 400 unge bygningsmalerlærlinge i skolepraktik.
- Skolepraktik er en god buffer i krisetider, men der er grænser for, hvor meget arbejde, der kan udføres i skolepraktik uden det påfører de lokale malervirksomheder urimelig konkurrence. Derfor skal vi have flere uddannelsesaftaler i firmaer. Det er den rigtige vej til en uddannelse i malerfaget, siger Niels Håkonsen.
Danske Malermestre har besluttet at lave status over indsatsen i løbet af september.