23948sdkhjf

Lokale penge betaler stenrev på Als

Byens pengeinstitutter giver 25.000 kr. til Als Stenrev i Sønderborg Bugt
I disse dage sejler en pram i fast rutefart mellem Alssundbroen og Middelgrunden i Sønderborg Bugt. Prammen er læsset med sten, der skal bruges til retablering af stenrevet i Middelgrunden. 2.000 kbm sten skal sejles ud og det tager en uges tid. Hver tur tager ccirka fem timer og turen skal sejles cirka 20 gange.

Når stenrevet er færdiganlagt skal offentligheden informeres om stenrevet og de gode effekter det har på natur og miljø. Det sker blandt andet via nogle infostandere, der sponseres af Sønderborgs pengeinstitutter. Det afslørede afdelingsdirektør i Jyske Bank i Sønderborg, Søren Hesselholt, mandag den 10. september, da han på vegne af byens pengeinstitutter overrakte en check på 25.000 kroner til borgmester Aase Nyegaard, der er formand for foreningen Als Stenrev.

Overrækkelsen fandt sted ved stendeponiet under Alssundbroen på Alssiden. Det lille selskab var i øvrigt omringet af en hidsig gummiged, der skovlede sten over i prammen som gjaldt det livet.

- I byens pengeinstitutter er vi enige om, at det nye stenrev en rigtig god satsning for sønderborgområdet. Det er godt for både miljø, natur og turisme. Men nu ligger stenrevet jo under havets overflade, og da vi er nogle i kommunen, der ikke har dykning som hobby nr. 1, så skal der laves nogle gode infostandere på land, der fortæller om stenrevet. Og dem vil vi gerne være med til at betale, sagde Søren Hesselholt ved overrækkelsen af checken på de 25.000 kr.

Borgmester Aase Nyegaard takkede for den fine check:

- Ved fælles hjælp kan meget lade sig gøre – også at lave et stenrev til gavn og glæde for natur og miljø og egne borgere og turister. Jeg er rigtig glad for, at byens pengeinstitutter sætter pris på det gode arbejde de mange ildsjæle i foreningen Als Stenrev udfører. Det er de mange sponsorbidrag fra byens pengeinstitutter, Linak, Fabrikant Mads Clausens Fond, LAG Sønderborg og Skousen, der overhovedet gør det her projekt muligt.

Den store interesse fra sponsorerne viser også, at det er et fornuftigt projekt vi har gang i, sagde borgmester Aase Nyegaard.

LandboSyd og dykkerklubben Poseidon støtter også projektet og er med i foreningen Als Stenrev. KMG har doneret stenene, der stammer fra motorvejsbyggeriet. Også lokale landmænd, har bidraget med marksten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093