Vandmasser truer nordjysk vej og tog
Nordjyderne stod i går op til våde kældre og oversvømmede veje, efter der natten til torsdag faldt, hvad der svarer til en måneds nedbør. 75 millimeter regn væltede ned over Frederikshavn Kommune på blot 12 timer.
Hjørring var en af de byer, der blev hårdest ramt under regnskyllet, og her er en del af hovedvej 35, Hjørringvej, mellem Hjørring og Sindal fuldstændig spærret.
Det største dæmningsskred er dog ved Sindal, hvor jorden over en strækning på 30 meter ved siden af jernbanen er skredet ned. Ud over dæmningsskreddene har Banedanmark haft teknikere ude at undersøge enkelte broer på strækningen for eventuelle skader. Her er der dog ikke sket skader i større omfang.