En bue som samlingspunkt
Historiske, hvide træhuse i charmerende, smalle gader, en elv, der går gennem byen, strand og skov lige uden for centrum. Mandal er indbegrebet af sydnorsk idyl. 3XN har tegnet byens nye kulturhus
Opgaven, som bliver planlagt og skitseret af arkitektvirksomheden 3XN, stiller store krav om sensitivitet overfor byens særlige miljø.
Buen kommer til at omfatte en teaterscene, biograf, koncertsal, bibliotek, galleri og café og udbyder aktiviteter rettet mod både ældre og yngre blandt byens 15.000 indbyggere.
- For os er Buen et folkets hus, og derfor tegnede vi en bygning, der i en elegant og blød bevægelse samler byens kulturliv, samtidig med, at husets moderne udtryk vidner om en by i udvikling, siger Jan Ammundsen, partner og designchef i 3XN.
Det moderne udtryk er ifølge tegnestuen skabt med dyb respekt for byens historie og omkringliggende natur.
Selve den buede form refererer dels til de bløde bakker, som ligger omkring Mandal, dels til de industrihaller, som tidligere lå på stedet.
Huset får senere en grøn tagbelægning, som vil bidrage til bygningens organiske udtryk, og som vil øge integrationen i områdets natur, når Buen betragtes fra et af byens meget besøgte udsigtsposter: Den hvide farve korresponderer med de gamle hvide træhuse, som Mandal er kendt for, og som giver byen sit særpræg.
Panorama mod byen
Dagslyset er udnyttet optimalt, og det giver et åbent og tillokkende indtryk for besøgende. Facaden bliver præget af panoramavinduer vendt mod elven og byen.
- Det var vigtigt, at bygningens aktiviteter var synlige, og at huset henvendte sig til alle byens borgere. Derfor har vi også lagt vægt på at indrette de sydvendte udendørsområder, så de er attraktive opholdsarealer med sol og udsigt til elven. På den måde kan huset også bringe værdi til de knap så kulturinteresserede, fortæller Jan Ammundsen.
A dream come true
Ifølge kulturleder Alfred Solgaard har Buen dog ikke svært ved at tiltrække besøgende:
- Bare på de første to og en halv måned, efter vi tog huset i brug, havde huset 25.000 besøgende, og det var endda før den officielle åbning, fortæller Alfred Solgaard og tilføjer:
- Buen kulturhus er "a dream come true" for hele vores lokalsamfund.
Udover designet af kulturhuset har 3XN stået for Buens grafik, områdets masterplan og en bro, som vil gå fra kulturhuset og over elven. Broen, som er under opførelse, vil i tråd med kulturhuset have buede, organiske former og opholdspladser, hvorfra udsigten over Norges sydligste by kan nydes i fulde drag.