Boligøkonom kalder regeringens skatterabat bagatelordning
Skatteministerens forslag til en skatterabat for boligejere er symbolpolitik, mener lektor ved CBS Jens Lunde.
Det vurderer lektor ved CBS, Jens Lunde.
Han mener ikke, at rabatordningen for alvor flytter noget for boligejerne, som det ellers er lagt op til i forslaget.
- Jeg synes, at det er en bagatelordning, der slet ikke kommer boligejerne økonomisk til gode. Det er peanuts selv for boligejere i de "billige" boliger, siger Jens Lunde.
Ifølge Lunde kommer boligejerne kun til at få en skatterabat på maksimalt 500 kroner. Han mener derfor, at der kan være andre grunde til skatteministerens forslag.
- Dette forslag nærmer sig symbolpolitik, hvor en socialdemokrat bare gerne vil gøre noget godt for de dårligst stillede. Det har jeg intet i mod, men man kunne gøre det på mange andre måder, siger han.
Sekretariatschefen hos Boligøkonomisk Videnscenter, Curt Liliengreen, mener heller ikke, at boligejerne kommer til at mærke den nye skatterabat.
- Nedslaget i vurderingen på 2,5 procent, som dette forslag lægger op til, vil kun generere en besparelse på et par hundrede kroner. Det er et meget lille beløb, som boligejerne ikke kommer til at mærke noget til, siger Curt Liliengreen.
Jens Lunde foreslår, at regeringen i stedet bør komme i gang med at lave nye ejendomsvurderinger nu i stedet for at vente helt indtil 2018.
- Det er uanstændigt ikke at lave nye ejendomsvurderinger nu. Jeg mener ikke, at man kan være bekendt over for nogen at vente helt til 2018, hvad end dit hus er højt eller lavt vurderet.
- Jeg synes i stedet for, at man burde lave nogle retvisende vurderinger ud fra de kriterier, man har i dag. Det er handelsværdien for det aktuelle år, der bør ligge til grund for den offentlige ejendomsværdi, og den bør man bruge i en vurdering her i 2014, siger Jens Lunde.
Det er meningen, at rabatordningen skal fungere, mens der arbejdes på et nyt og bedre system for ejendomsvurderinger. Dette system forventes klart i 2018.
/ritzau/