23948sdkhjf

Global kamp om Femern-projekt

Sultne byggefirmaer fra 17 nationer håber på at kunne få en bid af Femern-kagen
Med en pris på over 40 mia. kr. er den kommende Femern-forbindelse mellem Rødby og Puttgarten en lækkerbisken for rigtig mange entreprenører, underentreprenører og byggevareproducenter fra hele verden – især i en krisetid med færre byggeprojekter på globalt plan.

Virksomheder fra 17 nationer var da også mødt op i Øksnehallen i København, da Femern A/S i onsdags præsenterede de forventede udbud på projektet, der skal bygges fra 2014 til 2020.

De næsten 600 primært slipseklædte folk var fra blandt andet Japan, USA, Tyrkiet, Spanien, Polen og Ungarn, men også danske firmaer var mødt talstærkt frem. Antallet overraskede arrangørerne fra Femern A/S positivt, der havde gættet på under 500.

Teknik og samarbejde

- Der er meget stor international interesse for dette projekt, og det kan jo kun glæde os, da det forhåbentligt betyder, at vi kan få de bedste virksomheder til at udføre denne helt specielle opgave, som en sænketunnel med den dimension er, sagde adm. direktør i Femern A/S Leo Larsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad, og fortsatte:

- Dette projekt vil kræve helt særlige tekniske kundskaber, men samtidig også en stor grad af evne til samarbejde, da alle mulige firmaer udenlandske og danske vil bidrage. Så vi forventer, at dette projekt vil få vidtrækkende og positive konsekvenser for rigtigt mange på et internationalt plan, men også regionalt, hvis det gribes rigtigt an, og der gøres en lokal indsats. Opgaverne kommer jo ikke flyvende af sig selv ind i munden. Der skal gøres en lokal indsats og netværkes seriøst.

Og de lokale virksomheder var da også mødt op. Den lollandske dialekt kunne høres ved kaffebordene i den fyldte Øksnehal.

Men dansk var kun et ud af de talte sprog fra Europa, Asien, Australien og Amerika.

Krise i Spanien

Fælles for mange af de fremmødte firmaer er, at de ikke har den omsætning, de har haft.

Alene fra Spanien var der over 20 topfolk fra fem-seks firmaer. Og ifølge Den Spanske Ambassade, der også havde tre mand med på dagen, har den økonomiske krise ramt den spanske bygge- og anlægsbranche hårdt.

- Spanien har netop afsluttet nogle meget store offentlige bygge- og anlægsprojekter, og der er få opgaver i sigte, da der er få offentlige ressourcer. Derfor er det internationale marked blevet ekstra interessant for rigtig mange spanske firmaer inden for bygge og anlæg. Og der er allerede mange firmaer, som er på store internationale projekter i hele verden, fortalte Manuel Salvado fra Handelsafdelingen på Den Spanske Ambassade.

Og han understregede, at et projekt som Femern-forbindelsen er meget relevant for den spanske byggeindustri, da spanske firmaer i høj grad bidrog med succes til det seneste store anlægsprojekt i Danmark - Øresundsbroen.

- Vores firmaer har en bred erfaring inden for store infrastrukturforbindelser i hele verden, og derfor er det naturligt, at flere netop fokuserer så meget på et så stort projekt som Femern-forbindelsen, sagde Manuel Salvado.

Japansk erfaring

Fra den anden side af kloden stammer den japanske entreprenørgigant Obayashi Corporation, der har en lang række store infrastrukturprojekter på cv’et, og chefingeniør Kenji Kato fortalte Licitationen, at koncernen er meget interesseret i Femernprojektet.

- En sænketunnel af den her størrelse er en meget relevant opgave for os, da vi har erfaringer med netop den slags infrastrukturprojekter og har medvirket til lignende arbejder i blandt andet i Saigon-tunnelen. Derfor overvejer vi at byde på nogle af opgaverne, fortalte Kenji Kato.

Chefingeniøren har base i Budapest i Ungarn, hvor firmaet netop har bygget tre store metrostationer.

På dagen var ambassaderne og konsulater der i stort omfang. Ud over den spanske var der repræsentanter fra den tyske, svenske og norske ambassade.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094