23948sdkhjf

Firmaer undgår genbrugsanmeldelse

Miljøstyrelsen planlægger at fjerne genanvendelses-prop – affaldsbranchen er begejstret
Trods en dramatisk halvering i mængden af brugen af genanvendt og oparbejdet byggeaffald er genanvendelsesbranchen meget optimistisk.

Branchen er overbevist om, at entreprenører snart kommer tilbage til dem, efter at Miljøstyrelsen er klar til at fjerne den udskældte regel, om at entreprenører 14 dage inden brug af genbrugsmaterialer skal anmelde det til kommunen.

Den regel har ifølge branchen fået entreprenørerne til at vende ryggen til genanvendte bygge- og anlægsmaterialer eksempelvis til underlag på veje og bygninger og i stedet brugt jomfruelige produkter - sten, grus og sand.

Reglen, der har virket siden december 2010, har ifølge affalds-branchen skabt så meget bureaukrati og juridisk utryghed, at det har virket dræbende på den succesrige branche.

Stor forhindring

- Denne regel er og har været ret en stor forhindring for, at entreprenører vælger genbrugsmateriale. Når de skal skriver under på alt muligt skræmmer det entreprenørerne, der jo ikke kan gennemskue, hvad der er i byggematerialerne. Og resultatet er desværre ofte i denne tid, at de vælger de jomfruelige byggematerialer i stedet for, hvilket rammer vores medlemmer, men også miljøet, siger Hanne Johnsen, der er konsulent i interesseorganisationen Affald Danmark, der har kæmpet for at afskaffe denne regel, paragraf 14 i affaldsbekendtgørelsen, i lang tid.

Formanden for Dansk Byggeris Miljøsektion og miljøchef i RGS 90, Jens Arre Nord, fortæller at denne regel nok bærer den væsentligste del af skylden for den store nedgang i efterspørgslen på genbrugsmaterialerne. I løbet af halvandet år er genanvendelsen af oparbejdet bygge- og anlægsaffald faldet fra 95 til 40 procent.

- Den har forandret entreprenørers forhold til at vælge genbrugsmaterialerne i deres projekter. Når entreprenører i dag kommer ind butikken kan de vælge mellem genbrugsmaterialerne eller de jomfruelige materialer. Og de har traditionelt været fristet af genbrugsmaterialerne, men når de hører, at de lige skal vente 14 dage med at bruge dem, da de først skal anmelde det til kommunen med den frist, så stopper de og går over til de jomfruelige materialer. Det er skidt, siger Jens Arre Nord.

Problemet er ifølge Jens Arre Nord dobbelt. Entreprenørerne er både usikre over at skrive under på en anmeldeformular, og så er det forstyrrende med den 14 dages frist, da det kan forsinke byggeprocessen. Det har givet anledning til mange tvivlsspørgsmål og utryghed. Jens Arre Nord kalder det "gift" for genanvendelsen.

Bliver ikke brugt

Endelig og ikke mindst er disse materiale-anmeldelser absurde, da de ifølge Jens Arre Nord ikke bliver brugt af kommunerne til noget som helst, men bare bliver lagt i en bunke.

Så han er meget begejstret over Miljøstyrelsens hensigt om at fjerne paragraf 14 helt.

- Det er uhyre positivt og kan betyde, at hele genanvendelsen af byggematerialer bliver rettet op og kommer tilbage på det gamle niveau til gavn for både byggeri og miljø, siger Jens Arre Nord.

Miljøstyrelsens oplæg til at fjerne paragraf 14 hænger sammen med deres andet tiltag i forhold til byggeaffald, hvor der højst sandsynligt kommer et krav om PCB-screening inden nedrivning af bygninger, der er bygget eller renoveret i perioden 1950 til 1977.

- Det er meget fornuftigt, at styrelsen har lyttet til branchens ønsker og nu flytter fokus og kontrollen af farlige stoffer fra anvendelsen af det genanvendte materiale til inden en bygning rives ned. Det er her de farlige stoffer skal identificeres og frasorteres, siger Hanne Johnsen fra Affald Danmark, der i øvrigt har foreslået styrelsen også at kræve screening for bly og asbest i den indledende fase.

Ændret til juni

Det har ikke været muligt for Licitationen at få fat i den ansvarlige på dette område i Miljøstyrelsen, kontorchef Dorte Hermansen, og høre nærmere om regelændringerne, der i øjeblikket er i høring. Men branchen forventer, at ændringer allerede træder i kraft i juni.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089