23948sdkhjf

60.000 huse på landet bør rives ned

Nedrivning af tusindvis af dårlige huse kan genskabe balancen mellem udbud og efterspørgsel, mener Det Økologiske Råd
Omkring 60.000 bygninger på landet står tomme og er så ringe, at de bør rives ned. Boligmarkedet kan ikke selv levere oprydningen. Derfor er der brug for nye redskaber til kommunerne for at få gang i processen.

Det siger Det Økologiske Råd, som blander sig i debatten, fordi de dårlige boliger er en hindring for den nødvendige energieffektivisering af boligmassen.

- Det handler om at genskabe et marked for boliger i det åbne land, og det kræver, at der skabes bedre overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel. Huspriserne er så lave, at selv ressourcestærke familier ikke kan låne til gode boliger i det åbne land og heller ikke låne til at energirenovere deres bolig i det åbne land. Derfor skal overskuddet af boliger, de dårlige, der sluger for megen energi og er for dyre at renovere, rives ned. Vi har de seneste år set, at boligmarkedet ikke er i stand til at levere en sådan oprydning, siger energimedarbejder i Det Økologiske Råd, Søren Dyck-Madsen.

Han og rådet har udarbejdet en stribe anbefalinger, som vil tilgå de offentlige myndigheder.

Målet med anbefalingerne er at få fjernet de 60.000 bygninger, som ifølge en vurdering foretaget af Statens Byggeforskningsinstitut er til overs og så ringe, at de burde rives ned.

Afvikling og udvikling

Det Økologiske Råd mener, at der skal stilles flere midler til rådighed for kommunerne, som til gengæld skal fremlægge en sammenhængende plan for oprydning i det åbne land.

- Afvikling og udvikling skal samtænkes. De ryddede grunde kan opkøbes og udbydes som et samlet nyt boligområde og dermed tiltrække børnefamilier og yngre erhvervsaktive borgere og dermed også være med til at rette op på den skæve aldersfordeling i det åbne land, siger Søren Dyck-Madsen.

Han foreslår også, at lovgivningen bør ændres, så kommunerne får bedre økonomiske redskaber til at hjælpe de borgere, som fortsat bor på landet i åbenlyst nedslidte eller uhensigtsmæssigt beliggende bygninger, men som ikke har råd til at forbedre dem eller rive dem ned. Kommunerne skal have mulighed for genhusning. Et redskab kunne være en øget ret til at kondemnere forfaldne bygninger og eksproriere bygninger, som vil komme til at ligge som hindring for planlagt ændret brug af områderne.

- Hvis man forestiller sig, at otte af 10 huse i et område bør rives, så er der to boliger tilbage, som ikke er så dårlige, at de ligefrem står til nedrivning. Her bør kommunen have muligheder for at hjælpe sådanne boligejere videre, og det vil samtidig give kommunerne muligheder for sammenhængende udvikling af området, siger Søren Dyck-Madsen.

Brug for seks mia.

Den nuværende nedrivningspulje, som blev indført med vækstpakken i fjor, er på 400 mio. kroner fordelt på i år og næste år. Der er imidlertid samlet behov for omkring seks mia. kroner, hvis der skal rives 60.000 bygninger ned. Det Økologiske Råd foreslår derfor en “skrotningsordning" for ejere af udtjente bygninger.

Søren Dyck-Madsen forestiller sig ikke, at det offentlige skal overtage forpligtelserne for de lån, der er i de dårlige og nedrivningsmodne bygninger.

- Der må findes en løsning, hvor pengeinstitutter og realkredit accepterer at skulle afskrive lånene, idet de samtidig kan se frem til, at områderne udvikles og boligpriserne dermed atter stiger. Det er gyngerne og karrusellerne, mener han.

Egnsudviklingsstøtte

Dansk Byggeri advokerer kraftigt for at få fjernet faldefærdige bygninger i det åbne land.

- Jeg er enig i, at det er nødvendigt at stimulere oprydningen af faldefærdige bygninger. Der er et stærkt misforhold mellem udbud og efterspørgsel, og intet tyder på, at markedet kan fjerne det overskud af bygninger, som der er tale om, siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius.

Han har ikke nærlæst anbefalingerne fra Det Økologiske Råd.

- Men det lyder som sobre og fornuftige forslag. Støtte til kommunerne til at rive uegnede bygninger ned er at betragte som nødvending egnsudviklingsstøtte, siger Torben Liborius.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096