Kemifri svømmesøer kan få dispensation
Men der er stærk usikkerhed om kriterierne for at få tildelt dispensation. Advokat er tilfreds
Baggrunden har tidligere været nævnt i "Licitationen", fordi en ejer af en campingplads ved Gudenåen står med et 400 kvadratmeter hul i jorden, som ikke kan bruges til at anlægge en svømmesø. Årsagen er, at han ikke kan få ibrugtagningstilladelse. Anlægget er 100 procent biologisk renset i henhold til principper, som følges i resten af Europa. Men i Danmark skal der tilsættes klor, hvilket mange badegæster ønsker at undgå.
Kriterier?
I den nye bekendtgørelse åbnes nu for, at der kan etableres forsøg til udvikling af ny teknologi til svømmebade.
Baggrunden er at miljøminister Ida Auken (SF) i foråret gav tilsagn om at man fra myndighedernes side ville åbne op for forsøg.
- Vi er meget glade for at ministeren har holdt ord i denne sag, således at min klient "Junckerhaven", som lever af at bygge svømmesøer, nu kan komme videre med sine byggeprojekter, der beskæftiger 13 ansatte. Hvad, vi imidlertid ikke ved, er, hvilke kriterier, Miljøstyrelsen vil anlægge, for at give tilladelser til forsøg. Junckerhaven efterlyser derfor en klar udmelding om, hvordan man får tilladelsen. Lige nu ved vi blot, at Miljøstyrelsen selv indhenter og vurderer information fra udlandet. Men da min klient allerede har stor erfaring fra etablering af anlæg her i Danmark, ville vi meget gerne inddrages, siger Junckerhavens advokat Stephan Falsner til Licitationen.
Alternativ
Han understreger, at Danske Anlægsgartnere også har stillet sig til rådighed for etablering af et forum, som kan tilvejebringe tilgængelig information om drift af svømmesøer.
Junckerhaven er, ligesom både Miljøstyrelsen og Sundhedsstyrelsen, optaget af det samme - at brugerne af svømmesøer får de bedst tænkelige miljømæssige og sundhedsmæssige forhold:
- Vi burde kunne trække på samme hammel i denne sag. Vi er klar til dialog, hvis Naturstyrelsen er! siger Stephan Falsner.
Sagen har vakt en del opsigt, fordi der i hele EU findes mange "svømmesøer" med offentlig adgang, som har været i drift i mange år, uden at det har givet anledning til problemer.
Men i Danmark har man tilsyneladende ikke ladet lovgivningen følge med udviklingen. Med den nye adgang til dispensation, forventes markedet for "svømmesøer" at udvikle sig gunstigt, fordi gæster på blandt andet campingpladser efterspørger et kemifri alternativ.