Nyansat projektleder skal arbejde med Havnehusene"
Lasse Hartvigsen, 33 år, er den 1. december 2014 ansat som projektleder i Dansk Boligbyg as. Her skal han i første omgang arbejde med projektet "Havnehusene" i Århus Ø, som Dansk Boligbyg as opfører i totalentreprise for Brabrand Boligforening. Projekt "Havnehusene" omfatter 13.000 kvm boliger til 150 mio. kroner, og Lasse Hartvigsen indgår i et team, der har ansvaret for projektet. Samtidig opfører Dansk Boligbyg as på nabogrunden projekt "Kanalhusene", der omfatter 15.000 kvm boliger til 200 mio. kroner.
Lasse Hartvigsen er uddannet ingeniør i 2009 ved Ingeniørhøjskolen i Aarhus, og har en faglig baggrund som tømrer. Han er sideløbende halvvejs igennem en HD-uddannelse. Siden sommeren 2009 har han været ansat i anlægsafdelingen hos Rambøll i Aarhus, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med opgaver for Bane Danmark, og hvor der særligt har været brug for planlægningsmæssige evner med styring af både tid og økonomi samt koordinering af alle aktører og interessenter.