23948sdkhjf

Tilskud skaber energiforbedringer

Rapport fra Energistyrelsen viser, at tilskud fra energiselskaberne får boligejere til at handle på det tekniske område
En ny rapport udarbejdet for Energistyrelsen viser ifølge installatørernes brancheorganisation, Tekniq, at en række tilskuds- og rabatordninger fra energiselskaberne i forbindelse med energibesparelser på det tekniske område får boligejerne til at gribe til forandring.

De ændrer eksempelvis en udgiftskrævende installation eller fjerner den - eksempelvis et oliefyr. Tekniq konkluderer på rapporten " Evaluering af energi-selskabernes energispareaktiviteter", fordi der i den senere tid har været en debat, om tilskudsordninger reelt forandrer noget eller bare støtter noget, som boligejerne vil have gjort alligevel.

Ifølge Tekniq leverer rapporten argumenter for, at det er tilskuddet, der giver forandring på installationsområdet i modsætning til flere andre renoveringsområder.

Oliefyret ryger ud

Den allerstørste effekt ses ved de tekniske installationer og især ved udskiftning af oliefyr, men det er mere end det.

- Tilskud er ikke kun en ekstra gevinst for boligejerne, når de udskifter det gamle oliefyr, renoverer varmeanlægget eller skrotter el-radiatorerne. Faktisk er tilskud afgørende for, om boligejerne investerer i vedvarende energiløsninger og energibesparelser eller ej. Det har vi nu sort på hvidt, udtaler Christian Jarby, der er teknisk chef i Tekniq.

Ifølge Christian Jarby har tilskud til især tekniske energibesparelser i husholdninger en stor effekt, fordi det er forbedringer, der er meget rentable for boligejeren, hvorimod nye vinduer eller forbedringer i klimaskærmen langt oftere kun vil ske i det tilfælde, at boligejeren alligevel skal forbedre forholdene.

Masser at ændre

På baggrund af rapportens resultater, mener Tekniq derfor, at der fra politisk side bør være fokus på at opretholde tilskud til udskiftning af gamle, utidssvarende varmeanlæg i private boliger.

- Der er eksempelvist stadig mere end 300.000 boliger, der bliver opvarmet med oliefyr, der er mere end 100.000 boliger med elvarme, og der er masser af boligejere, som ville kunne skåne både miljøet og energiregningen ved at energirenovere. Når vi nu har fået dokumenteret, at tilskud har en stor effekt i forhold til udskiftning af tekniske installationer, så burde det give politikerne blod på tanden og både målrette og øge indsatsen, siger Christian Jarby.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093