Boligbyggeri og læring
Ordningen skal ses som et supplement til de frivillige ordninger, hvor der indgås partnerskabsaftaler mellem kommuner og entreprenører, hvor man frivilligt laver aftaler om, hvor mange lærlinge der kan være med på de enkelte projekter.
Alle vil nok anerkende, at det er noget rigtigt skidt, at der går så mange unge rundt uden en læreplads og uden reet mulighed for at komme videre i uddannelsessystemet, fordi man ikke kan finde en læreplads eller en praktikplads.
Derfor skal der også lægges et pres på virksomhederne for at tage flere og tilgodese de unge.
Men den nye regel er som at forhandle med en pistol for panden. Hvis entreprenøren ikke lige makker ret i forhandlingen, kan kommunen/bygherren trække regelsættet frem og sige, hvordan han vil have det.
Det er der ikke så meget frivillighed over. Og dermed kolliderer frivillighedsprincippet med loven. Hvad er der ved at lægge op til frivillighed, hvis man alligevel bare skal opfylde en række formelle betingelser. Konklusionen må derfor være, at man må lægge op til fornuftig dialog med bygherre/kommune, når det gælder denne type byggerier. Naturligvis skal entreprenøren tage sin del af det samfundsmæssige ansvar det er at uddanne unge. Omvendt er der heller ikke meget ved at uddanne unge i et forløb, hvor der ikke er et reelt tilbud til dem - med andre ord et forløb, hvor de lærer noget. Det er man nødt til at lade være op til entreprenøren/arbejdsgiveren at vurdere. Som en entreprenør formulerede det overfor Licitationen, så er der ikke meget ved at skovle sand dagen lang. Der skal mere til for at blive en dygtig og engageret håndværker, uanset hvilket byggefag man vælger at uddanne sig indenfor.
Med frivillighed kommer man langt - men der må godt være lidt “Nudging" over det, - det vil på moderne dansk sige motivation til virksomhederne i form af et venligt puf, så der sker noget.
