Spillemænd på en tagryg
Sagen handler dels om kvalitet i tagpapbranchen, men den handler også om markedsdominans, og måske især de metoder, der er taget i anvendelse for at nå markedsdominans.
Man kan altid diskutere, hvad der er kvalitet og hvad der ikke er, men ser man på markedsopbygningen udefra, og især også den måde, kontrolinstanserne er opbygget på, så kan det godt tolkes som om, at to store producenter, som er danske, sidder hårdt på markedet.
Og den situation er langt fra ny. Som kilder i går kunne berette i nærværende avis, så har det set sådan ud siden 1980’erne, men er bare blevet mere markant, som årene er gået.
Dette er således ikke en sag om karteldannelse, sådan som det nogle steder bliver udlagt, men ganske enkelt om markedsdominans, og om hvorvidt spillereglerne i forhold til konkurrenceloven bliver overholdt.
Det kan ikke være helt rigtigt, hvis det faktisk forholder sig sådan, at to virksomheder med en meget høj markedsandel kan bestemme, hvorvidt konkurrerende produkter er velegnede til markedet, eller hvem der kan være medlem af en kontrolordning, endsige den “brancheforening", der tilsyneladende kun består af de to førende producenter.
Samtidig kan det også se mærkeligt ud, at kravene til tagdækninger tilsyneladende er forskellige fra land til land. Det svenske klima er ikke meget forskelligt fra det danske, men her er kravene anderledes fleksible end i Danmark.
Det er gennem mange år lykkedes at opbygge en autoritet på det danske tagpapmarked, således at autoriteten faktisk er endt med at blive til anvisninger. Det er nok ikke helt urimeligt, hvis nogle af producenterne, herunder leverandører af udenlandske produkter kan efterspørge en lidt mere uvildig instans til at vurdere de enkelte produkter.
