23948sdkhjf

El-fagets langtidsledighed eksploderet de seneste år

Generelt stor andel af langtidsledige i byggefagene, viser analyse fra Beskæftigelsesministeriet
Langtidsledigheden er eksploderet hos elektrikerne over de seneste to år. I dag er flere end hver tredje af fagets ledige ramt af langtidsledighed. For to år siden var langtidsledighed noget stort set ikke eksisterende blandt elektrikere.

I oktober 2009 var det knap hver tyvende af elfagets ledige, der var langtidsledig. To år senere var det flere end hver tredje af de ledige der var langtidsledig. Dermed er elfaget det fag, der har oplevet den største stigning. Tallene fremgår af en analyse, som Tilsynsenheden i Beskæftigelsesministeriet har foretaget på baggrund af tal fra arbejdsløshedskasserne.

Dansk El-Forbunds næstformand Jan Jensen vurderer, at det især er forbundets unge medlemmer, der havner i langtidsledighed.

- Mange har svært ved at få job straks efter uddannelsen, simpelthen fordi der er for lidt at lave. Der er bestemt risiko for, at de aldrig kommer i gang, hvis der ikke bliver mere at rive i. Det bedste er, at de går lige fra læretid og ud i job, men sådan er det desværre langtfra i øjeblikket, siger han.

Håb om bedring

El-forbundet har ikke tal på, hvor mange af de unge, der er langtidsledige, men generelt er ledigheden blandt de unge langt højere end blandt de mere modne medlemmer. Ifølge Tilsynsenheden er 8,9 procent af de unge i El-fagets Arbejdsløshedskasse uden arbejde, mens det for a-kassen som helhed er 4,9 procent.

- Heldigvis har vi hen over de første vintermåneder oplevet, at de unges ledighed er faldet væsentligt, så vi har et lille håb om, at det også smitter positivt af på langtidsledigheden. Så snart der bliver mere at rive i, kommer de sidste unge forhåbentlig også med. Vi oplever nu fremgang i beskæftigelsen i Østjylland. Generelt er mobiliteten høj, og elektrikere kører gerne langt efter jobbene, men det kræver, at de er der. Og det er det, der er problemet i øjeblikket, siger Jan Jensen.

Han slår fast, at gruppen af langtidsledige i elfaget generelt ikke har andre problemer end netop ledigheden.

- Der er ikke tale om en gruppe med sociale problemer eller misbrug. Der er tale om ledige, der står til rådighed for arbejdsmarkedet men mangler et job. Vi har absolut intet, som indikerer at de ikke vil arbejde, siger han.

Mange langtidsledige

Også andre a-kasser, der har tilknytning til bygge- og anlægsbranchen, har en høj andel af langtidsledige og har de seneste par år også oplevet en stigning - om end slet ikke så eksplosiv som elektrikerne.

I Teknikernes Arbejdsløshedskasse og 3F’s A-kasse er fire af hver ti ledige ramt af langtidsledighed, mens det er omtrent hver tredje i Byggefagenes og i Ingeniørernes Arbejdsløshedskasser.

Langtidsledighed defineres som arbejdsløshed i mindst 80 procent af tiden det seneste år, mens dobbelt langtidsledighed er arbejdsløshed i mindst 80 procent af tiden de seneste to år.

De seneste tal fra BAT-kartellet viser, at byggeriets ledighed kort før jul gennemsnitlig var 8,4 procent.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109