Kommunaldirektør skifter hest
Hugo Pedersen har som kommunaldirektør stået i spidsen for videreudvikling af den kommunale organisation, så den i dag fremstår som en moderne offentlig arbejdsplads og har herudover deltaget aktivt i en lang række af kommunens store opgaver over de sidste 6 år.
Hugo Pedersen kom til Høje-Taastrup i 2006 fra en stilling som afdelingschef i KL, og har tidligere været kommunaldirektør i Hørsholm Kommune.
- I sin tid som kommunaldirektør i Høje-Taastrup har Hugo pedersen
sat vigtige spor for kommunens fysiske udvikling gennem sit engagement i både udviklingen af området mellem Høje-Taastrup station og City 2 og i Gammelsøprojektet. Her har han været en helt central rådgiver for byrådet. Det varer endnu nogle år, før byggekranerne køres i stilling i disse projekter, men når de gør, er det i høj grad takket være det "fundament", som Hugo Pedersen har været med til at støbe, lyder skudsmålet fra Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler (C).