23948sdkhjf

Anlæg af letbane kræver lærlinge

Aarhus Byråd kræver lærlinge med på arbejdet med at anlægge letbane
Hvis man som virksomhed vil have del i arbejdet med at anlægge den århusianske letbane, skal man forpligte sig til at have lærlinge i forhold til opgavens størrelse.

Det har Aarhus Byråd slået fast. Og “skal" skal tages helst bogstaveligt. Der var lagt op til, at uddannelsesklausuler og i øvrigt også arbejdsklausuler og sociale klausuler “bør" indarbejdes, men det er nu blevet til et “skal".

Det sker på foranledning af Jette Jensen, Enhedslistens ene medlem af byrådet.

- De hidtidige erfaringer med vores uddannelsesklausuler er ikke imponerende, og derfor er det helt nødvendigt, at vi forpligter dem, der vil bygge, til at være med til at løfte det samfundsansvar det er at uddanne de unge. Det skal ikke bare gælde i forbindelse med anlægget, men også siden hen i forbindelse med driften, siger Jette Jensen til Licitationen.

Bag Aarhus Letbane står et interessentskab med deltagelse af ikke bare Aarhus Kommune men også Region Midtjylland og staten ved Transportministeriet. Kommunen kan derfor ikke bestemme selv.

- Jeg går ud fra som givet, at også de andre parter vil være med. Regionen har besluttet en politik om at bruge uddannelsesklausuler, og regeringen har nævnt det direkte i regeringsgrundlaget, så det betragter jeg som en formssag, siger Jette Jensen.

Ni praktikpladser

Aarhus Byråd vedtog for godt halvandet år siden at anvende uddannelsesklausuler ved større entrepriser. Trods udbud til flere hundrede millioner kroner, har klausulerne hidtil kun givet ni praktikaftaler. Det viser en opgørelse, som Beskæftigelsesforvaltningen har udarbejdet i slutningen af 2011. Syv af de ni lærlinge er ansat hos den totalentreprenør, som vandt opgaven med at opføre 85 plejeboliger på Hedevej til en samlet entreprisesum på 103 mio. kroner. Løndelen er opgjort til cirka 23 procent.

- Det er simpelthen ikke godt nok og understreger, at det skal være “skal". De enkelte magistratsafdelinger har ikke haft tilstrækkeligt fokus på området, mener Jette Jensen.

Det er Ole Vagn Christiansen, formand for bygningsarbejderne i 3F Aarhus Rymarken, enig i.

- Der er brug for en opstramning af reglerne. Vi er nødt til at få præciseret, at hvis eksempelvis jord- og betonentreprisen har en vis størrelse, så er det altså struktørlærlinge, der skal ansættes og ikke ingeniørpraktikanter, som vi har set eksempler på. Det har ikke været godt nok indtil videre. Derfor håber jeg, at vi kan få strammet op, så virksomhederne, der vil have del i de mange anlægsmillioner, også tager et uddannelsesansvar, siger han.

Ole Vagn Christiansen gør opmærksom på, at der ved det igangværende arbejde med Urban Mediaspace til samlet næsten to mia. kr. i øjeblikket ikke er én eneste lærling. Arbejdet blev påbegyndt sidste sommer.

Aarhus Letbane er et projekt til godt en mia. kr. og med en første etape på 12 km fra Odderbanen ved Aarhus Havn gennem byen til Skejby Sygehus og Lisbjerg og til Lystrup og Grenåbanen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.988