23948sdkhjf

Minister vil toptune AB-aftalesystemet

En række aktører fra byggebranchen skal nu se på, hvordan AB-systemet kan gøres mere tidssvarende. Tiltrængt, mener Foreningen af Rådgivende Ingeniører
Som en del af den kommende byggepolitiske strategi skal det 20 år gamle aftalesystem, AB-systemet, nu revideres.

Det er klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R), der nu tager initiativ til at ændre AB-systemet, der gennem årene har resulteret i et højt antal voldgiftssager.

AB-systemet er et standardiseret aftalesystem, som den danske bygge- og anlægsbranche arbejder under. Systemet regulerer blandt andet indbyrdes aftale- og retsforhold mellem byggeriets parter, for eksempel i forhold til ansvarsfordeling mellem bygherrer, rådgivere og udførende fagentreprenører.

Ifølge Klima-, Energi- og Bygningsministeriet er en af udfordringerne, at det nuværende system er baseret på en forældet forståelse af byggeriets processer og aktører. Det vanskeliggør planlægningen, skaber forsinkelser og medfører mange tvister og uenigheder, der ender i dyre og tidskrævende voldgiftssager. Systemet er samtidig svært uigennemskueligt for udenlandske virksomheder, som vælger at holde sig væk fra opgaver i Danmark. Det er med til at fordyre dansk byggeri.

Kedelige voldgiftssager

Klima-, energi- og bygningsministeren nedsætter derfor et udvalg bestående af blandt andre Bygherreforeningen, Danske Ark, Dansk Byggeri, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Håndværksrådet, KL, Tekniq og Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, som skal se på, hvordan systemet kan internationaliseres og moderniseres.

- Det er helt afgørende for Danmarks fremtid, at vi har et effektivt byggeri i forhold til produktion og vækst, og at vi både kan tiltrække udenlandske virksomheder til opgaver her i landet og selv være konkurrencedygtige på det internationale marked. Det kommer ikke til at ske med det nuværende aftalesystem. Derfor har vi brug for en gennemgribende revision af AB-systemet, som er en hjørnesten i forhold til byggeriet, siger Rasmus Helveg Petersen.

Det er byggeriets egne parter, der har ansvaret for AB-systemet, som de har udarbejdet i fællesskab som "agreed documents". Derfor er det også parterne selv, der skal revidere systemet og nå til enighed om en ny udformning af systemet.

- Mange af de tvister og kedelige voldgiftssager, vi ser i byggebranchen, kunne undgås, hvis vi får et enkelt og mere gennemskueligt AB-system. Det er byggeriets egne parter, der skal stå for revisionen af systemet, men det betyder også, at de nu har et kæmpe ansvar. Jeg er dog fuld af tillid til, at udvalget vil lægge alle kræfter i at finde frem til de ambitiøse og innovative løsninger, der kan sikre både branchen og Danmark et byggeri i verdensklasse, siger Rasmus Helveg Petersen.

Bliver ikke fulgt

Adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Henrik Garver, kaldet det tiltrængt, at AB-systemet nu skal gøres mere tidssvarende.

- Udfordringen med det nuværende system er, at de forskellige regelsæt ikke bliver fulgt. Det er ikke klarhed over vilkår og ansvar, og bygherrerne oplever systemet som en stor udfordring. I sidste ende gør det byggeriet dyrere, fordi der bruges flere ressourcer på at sætte sig ind i reglerne, siger han.

Henrik Garver har også en anden vigtig pointe:

- Indtil vi har et nyt AB-system på plads, er det vigtigt at bygherrerne anvender det eksisterende frem for at opfinde nye aftalevarianter, siger han.

Det forventes, at der udpeges en udvalgsformand og nedsættes et udvalg inden årets udgang, så udvalgets arbejde kan begynde i starten af 2015. Arbejdet forventes at vare i tre i år, og udvalget skal nå til enighed om alle ændringer eller tilføjelser til AB-systemet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088