Kommune stævner Vejdirektoratet
Uenighed om fortolkning af borgeres pligt til at renholde stier og fortove har fået Sønderborg Kommune til at stævne Vejdirektoratet
Stridspunktet går på, om adgang til fortove og stier er en betingelse for vintervedligeholdelse. Vejdirektoratet mener, at adgang er et krav, mens Sønderborg Kommune mener, at private grundejere skal tage sig af renholdelsen af stier og fortove, som ligger inden for ti meter fra deres skel - uanset om de har direkte adgang til stien eller fortovet.
Overraskende kendelse
- Med Vejdirektoratets overraskende kendelse pålægges ikke kun Sønderborg Kommune, men alle landets kommuner, at rydde mange km fortove og stier, som der igennem en årrække har været praksis for, at borgerne holdt. Hvis kommunen uden kompensation skal overtage opgaven, vil det koste skatteyderne mange penge, siger Frode Sørensen, formand for teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Når vi vælger at køre en sag på det, er det fordi, vi passer på borgernes penge og dernæst finder det ulovligt, at Vejdirektoratet træffer afgørelser om, hvordan vi i kommuner skal løse vores opgaver.
Hos Vejdirektoratet ønsker man ikke at kommentere stævningen, men man holder fast i afgørelsen.
- På baggrund af en anden sag (fra Randers red.) har vi været nede og kigge på, hvordan reglerne reelt skal fortolkes, når det gælder adgang og ikke adgang, og i den forbindelse har vi konkluderet, at der ikke er hjemmel til at fortolke dem så restriktivt, som man tidligere har gjort. Derfor har vi lavet en ændring i praksis, for når vi konstaterer, at noget er forkert, så er vi selvfølgelig nødt til at rette ind. Borgerne skal jo kunne stole på, at regler bliver udmøntet på den rette måde, siger chefjurist i Vejdirektoratet, Louise Heilberg.
Ny vejlov reviderer
Hun understreger, at man fra Vejdirektoratets side har været i tæt dialog med blandt andre KL og en række kommuner - herunder Sønderborg, og hun påpeger, at der i den forbindelse er lagt op til en revidering af den nye praksis. Denne er taget med i den nye vejlov, som blev førstebehandlet i Folketinget i torsdags. Heraf fremgår det, at der er lagt op til, at kommunerne kan pålægge grundejerne at rydde fortove langs med ejendomme, uanset om der er adgang til fortovet eller ej.
Det oplæg er man fra KL meget tilfreds med.
- Vi har ikke taget del i klagen fra Sønderborg, da vi det seneste år har handlet på den måde, at vi i dialog med Vejdirektoratet har arbejdet på at få revideret vejloven. Gennem den nye vejlov håber vi at få revideret bestemmelserne, så praksis kommer til at fungere nogenlunde som før. Det vil på den lange bane være det mest hensigtsmæssige, og heldigvis ser der ud til at, at vejloven er kraftigt på vej til at blive vedtaget, siger Nikolaj Sveistrup, chefkonsulent i KL Teknik & Miljø.
At reglerne er på vej til at blive ændret, får ikke Sønderborg til at trække stævningen tilbage.
- Vi er nødt til at forholde os til lovgivningen, som den ser ud nu, og der mener vi, at der er grundlag for en anden tolkning end den, Vejdirektoratet står for, siger Thomas Jaap, drifts- og anlægschef i Sønderborg Kommune og understreger, at de regner med at få medhold i klagen.