23948sdkhjf

Totalrenoverer 145 badeværelser for Vibo

Nu skal der være styr på de sanitære forhold i boligselskabet Vibo. Entreprenør er sat på opgaven med 145 helt nye badeværelser
Adserballe & Knudsen har vundet sin tredje store renoveringsopgave for det almene boligselskab Vibo.

145 badeværelser i boligafdelingen Bogtrykkergården på Nørrebro skal totalrenoveres for i alt 18,7 mio. kroner.

Bogtrykkergården er et tidstypisk betonelementbyggeri, skalmuret med røde mursten og opført i 1978. Hele projektet omfatter tre boligblokke i fem etager og med 13 opgange.

- Det er en byggesag, der kræver en meget nøje styring, siger projektleder Mads Søndergaard, Adserballe & Knudsen, og tilføjer:

- Badeværelserne totalrenoveres. De renses ned til rå beton og derefter genopbygges de til moderne standard med nyt overalt. Det betyder også mange delprocesser, der skal køre efter en snor. Projektet har vi delt op i 13 etaper, og projektstyringen vil sikre en smidig og effektiv proces med fokus på beboerne, mens der arbejdes i deres bolig.

Beboerhåndtering i fokus

- Vi arbejder inde i beboernes private hjem, og har fokus på at sikre, at de forstår og er trygge ved alt det, der skal ske. De skal undvære deres badeværelse i en periode, og vi skal ind og ud af deres bolig og skal udføre en del arbejde uden at forstyrre deres dagligdag alt for meget. Det kræver en god dialog, hensyntagen og håndværkere, der både er dygtige til opgaven og er vant til at håndtere beboere på den rette måde. Beboerhåndtering spiller i dag en større rolle i det samlede projekt, og det arbejder vi målrettet med at klæde håndværkerne på til at håndtere. Så beboerne er tilfredse, og så medarbejderne har en god arbejdsplads, understreger Mads Søndergaard.

Adserballe & Knudsen udfører over 90 procent af arbejdet i egenproduktion med al murer-, tømrer-, VVS- og elarbejdet. Projektet varer 14 måneder og starter i oktober med slut i december 2015.

Der er konstateret bly og asbest i de gamle badeværelser, og det bliver behandlet sikkerhedsmæssigt korrekt under nedrivningen, før de andre fag går i gang.

De nye badeværelser bygges op med ny membran og nyt gulv, ny faldstamme og nye installationer til vand, ventilation og el, og beboerne får et moderne, velindrettet rum, der lever op til nutidens krav.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097