23948sdkhjf

Skarp kritik fører til aflysning af kontroversielt møde om asbest

IDA aflyser møde om asbest efter kritik fra BAT-kartellet
“Meget tyder på, at grundlaget for beslutningen om ukritisk at udfase alle typer asbest er fejlagtig, og at forbuddet mod brugen af chrysotil asbest bør tages op til fornyet overvejelse".

Sådan står der i en indkaldelse til et medlemsmøde i Ingeniørforeningen i Danmark (IDA).

Det har fået fagforeningskollegerne i BAT-kartellet så højt op i det røde felt, at IDA har valgt at aflyse medlemsarrangementet.

- Det skal IDA have ros for. Det tjener absolut intet formål at lukke op for en diskussion om asbesten på det grundlag. Det er veldokumenteret, at asbest er farlig og er en dræber, siger Søren Schytte, formand for BAT-kartellets arbejdsmiljøudvalg og forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet.

Uheldige formuleringer

Det er medlemsnetværket IDA Proces, der står som arrangør af mødet.

- Der var lagt op til et fagligt, teknisk arrangement. Det var ikke meningen, at der skulle være en politisk diskussion om forbuddet, men jeg kan godt se, at formuleringerne i forbindelse med mødeindkaldelsen ikke har været så heldige, siger John Thomsen, formand for IDA Proces.

Det var en mail fra arbejdsmiljøfolkene i BAT-kartellet og Byggegruppen i 3F, der fik IDA Proces til at aflyse.

“Det er vores opfattelse, at al tale om asbestens skadelige virkninger måske ikke er så skadelige endda, må forstumme i respekt for de mange ofre i Danmark og globalt, der er og har været gennem tiden, samt jobbet og privatlivet", hed det i mailen.

- Vi har naturligvis ikke til hensigt på nogen måde at træde på de mange ofre for asbest og det var heller ikke hensigten med mødet. Vi respekterer bekymringen, og henvendelsen fik vores mail og telefoner til at gløde. Vi blev derfor hurtigt enige om at aflyse, så der ikke skabes tvivl om, at der ikke lægges op til en debat om asbestens arbejdsmiljømæssige virkninger, siger John Thomsen.

Hvis ærinde løber man

I BAT-kartellet er man som nævnt tilfredse med beslutningen.

- Der skal fortsat forskes i og omkring asbest, men mødet havde jo en politisk dagsorden om at få ophævet forbuddet mod hvid asbest. Det giver mig associationer om diskussionerne om opløsningsmidlers skadelige virkninger på hjernen, hvor læger betalt af olieindustrien fremturede med, at der ikke var skadevirkninger men at malere blot var dummere end andre. Jeg er derfor skuffet over, at IDA overhovedet kunne finde på at lukke op for diskussionen om at genoverveje forbuddet mod hvid asbest. IDA burde have tænkt over, hvis ærinde man ville løbe med et sådant møde, siger Søren Schytte.

Oplægsholder til det nu aflyste møde var mag. scient. Erling Fundal, der tidligere har argumenteret for, at forbuddet mod chrysotil asbest - hvid asbest - bør genovervejes.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078