Anlægsnyt
BYRUM - FREDERIKSBERG: Frederiksberg Kommune inviterer til dialogmøde onsdag den 5. december klokken 19 til 21. På dagsordenen er byens hidtil største områdefornyelse, nemlig fornyelsen af Nordre Fasanvej-kvarteret til 40 mio. kroner.
Det er kommunens ambition at gøre Nordre Fasanvej til et fantastisk sted at bo, færdes og arbejde. Området udgør syv procent af Frederiksberg Kommunes samlede areal, og hver tolvte Frederiksberg-borger bor der, så forbedringerne kommer til at kunne mærkes af rigtigt mange mennesker.
Der holdes fire workshops, hvor alle kan byde ind med idéer. De fire workshops forløber under titlerne: byrum og grønne områder, veje, stier og trafik, livskvalitet i hverdagen samt netværk og forbindelser.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har reserveret 13 mio. kroner til projektet, og Frederiksberg Kommune giver det dobbelte. Det betyder, at der er 40 mio. kroner at gøre godt med. Områdefornyelsen består af flere etaper og går rent fysisk i gang sommeren 2013. Hele fornyelsen forventes at tage cirka fem år og være helt færdig i 2018.
REGION SYDDANMARK
GRUNDE - AARØ: Udvalget for plan og miljø i Haderslev Kommune holder møde i dag 3. december og skal blandt andet se på lokalplan 22-3 for et boligområde ved Brummers Gård på Aarø.
Lokalplanen omfatter et areal på cirka 0,5 hektar vest for Brummers Gård på Aarø. Formålet med lokalplanen er at udlægge området til boligformål og tilpasse ny bebyggelse og anlæg til Aarøs bevaringsværdige kulturmiljø ved bestemmelser om bebyggelsens udformning, materialevalg og placering.
CAMPINGPLADS - NYBORG: Nyborg Byråd har vedtaget lokalplanen for Kongshøj Camping endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for at campingpladsen kan udvide med et naboareal, således at campingpladsen kan fremtidssikres. Der gives mulighed for at udvide campingpladsen fra 250 enheder til 410 enheder. Lokalplanen omfatter både den oprindelige campingplads og udvidelsesarealet.
VEJARBEJDE - KOLDING: Økonomiudvalget i Kolding Kommune holder møde i dag 3. december og skal her træffe afgørelse om endelig vedtagelse af kommuneplantillæg 36 og lokalplan 0712-41 Ved Vejlevej og Paabyvej. By- og udviklingsdirektøren foreslår, at kommuneplantillæg og lokalplan vedtages endelig, og at der at der indgås udbygningsaftale med DN Entreprise omkring etablering af venstresvingsbane på Vejlevej og tilhørende vejudvidelse.
REGION MIDTJYLLAND
BOLIGOMRÅDE - ODDER: Odder Byråd har vedtaget et forslag til lokalplan for et boligområde ved Randlevvej og Præstevænget i VitaPark i Odder. Området kan blandt andet anvendes til boligområde, og der gives mulighed for at opføre en åben/lav villabebyggelse med i alt seks boliger.
REGION NORDJYLLAND
VINDMØLLER - KRAGHEDE: Brønderslev Kommune har modtaget en ansøgning om opstilling af vindmøller i et område ved Mosbjerggård. Vindmøllerne vil have en højde på op til 140 m. Området hvor vindmøllerne foreslås opstillet er ikke udlagt til vindmølleformål i kommuneplanen og der er derfor igangsat en debatfase, hvor alle interesserede har mulighed for at komme med bemærkninger og idéer til forslaget.
Idéer og forslag kan indsendes til kommunen frem til 31. januar næste år. Der holdes borgermøde om planerne den 15. januar.